Røde tal lurer i horisonten
Seaintel: Ny priskrig truer igen bundlinjen hos de store containerrederier.
De store containerrederier hentede pæne overskud hjem i 2010 efter flere år med røde tal på bundlinjen på grund af uholdbart lave fragtrater. Men selv om rederierne burde have lært lektien under finanskrisen, så er de allerede nu igen på vej ud en priskrig, der kan sende regnskaberne tilbage i milliardminus.
Det konstaterer de uafhængige shippinganalytikere i Seaintel.
- Dermed synes prisdisciplinen i markedet, som rederierne havde håbet på at se efter finanskrisen, at være forsvundet som dug for solen, lyder det fra Seaintels administrerende direktør Lars Jensen til Ritzau Finans.
- Der er nødt til at være noget disciplin i markedet, så rederierne kan fastholde de rater, der er brug for, i stedet for, at man uge for uge skærer 20 dollar af raterne for at hugge markedsandele.
Seaintels beregninger viser, at de 10 største containerrederier i år kommer til at præstere 70 milliarder mindre end i 2010. En nedgang, der vil resultere i nye underskud.
Lars Jensen påpeger, at rederierne faktisk har gode markedsvilkår, fordi efterspørgslen er god. Derfor bør rederier kunne vende udviklingen.
- Det vil kræve, at de genvinder retten til at sætte priserne, som i øjeblikket i for høj grad ligger hos kunderne, fastslår Lars Jensen.