Razzia mod affaldseksport
Miljøstyrelsens gennemførte affalds-razzia over tre dage i Sønderjylland.
Den største bøde på 86.000 kroner gik til en enkelt virksomhed for at ville eksportere forurenet glasaffald uden den nødvendige tilladelse fra Miljøstyrelsen og importlandet Tyskland. Derudover faldt der i samme sag også bøder til vognmanden på 10.000 kroner og til chaufføren på 5000 kroner, fordi de har pligt til at have orden i transport-papirerne.
- Det er vigtigt, at understrege, at alle skal overholde reglerne, så affald ikke eksporteres ulovligt. Det er den måde, at vi sikrer miljøet bedst muligt, og derfor skal reglerne tages alvorligt. Jeg deltog selv i razziaen en af dagene, og jeg så både ulovlig eksport af udtjente biler, forurenet elektronikaffald og kemikalierester. Jeg sætter stor pris på det effektive og forbilledlige samarbejde, der er mellem politiet, Skat, kommuner og Miljøstyrelsen. Og jeg kan love, at vi kommer igen, siger miljøminister Karen Ellemann.
Samlet blev der stoppet 67 lastbiler. Cirka 25 procent af disse overtrådte reglerne, og der blev i alt udskrevet bøder på stedet for 400.000 kroner. Ved sidste grænsekontrol var der overtrædelser i 40 procent af de stoppede transporter.
- Vi har løbende øget antallet af kontroldage, og bødernes størrelse er blevet hævet. Kontrollerne er med til at sikre, at det affald, vi producerer, ikke ender som et miljøproblem et andet sted i verden. Særligt skal vi forhindre, at affaldet ender i ulandene, hvor det som oftest ikke bliver behandlet miljømæssigt forsvarligt, siger Karen Ellemann.