ITD: Køre-hvile-tid Dreamteam
I ITD og FDE har valgt at sætte alle kræfter ind på at lave et totalt medlemskoncept inden for køre-hvile-tid.
ITD/FDE har en vision om revolutionere branchen med et Dreamteam. Ideen er at sikre, at ITD’s medlemmer altid er i stand til at overskue reglerne og reagere på alle køre-hvile-tids-problematikker i dagligdagen.
- Vores opgave er at hjælpe vognmanden med at forebygge fejl og overtrædelser af reglerne så effektivt som overhovedet muligt, fortalte direktør i ITD, Jacob Chr. Nielsen på ITDs generalforsamling lørdag i Padborg.
Nøgleordet er egenkontrol.
- ITD hverken kan eller vil påtage sig opgaven med at holde styr på medlemmernes køre-hvile-tid. Men vi har en klar mission om at gøre vores medlemmer til danmarksmestre i egenkontrol, siger Nielsen.
Det skal dels ske ved at tilbyde den bedst mulige rådgivning og sparring fra vores meget erfarne ITD konsulenter samt ved at tilbyde alle medlemmer gratis opbevaring af data via Tachoweb, som er FDE’s webbaserede system til lagring og analyse af køre-hvile-tids-data.
- Vi er bevidste om, at vi i ITD og FDE til sammen ligger inde med nogle stærke ressourcer – og det forpligter. Derfor tager vi dette skridt og sætter disse ressourcer i spil til det, der i princippet er til gavn for hele branchen, siger Jacob Chr. Nielsen, der peger på, at ITD har afsat betydelige økonomiske ressourcer til projektet.
Konceptet er ved at blive endelig beskrevet, og ITD er klar til at gå i luften hen over sommeren.
OpfølgningForuden at sikre, at køre-hvile-tids-data bliver opbevaret et sikkert sted, skal dataene også bruges som udgangspunkt for løbende forbedringer.
- Dette vil vi sikre ved at medlemmerne får tilsendt klare og overskuelige rapporter med statistikker på deres køre-hvile-tids-data med passende mellemrum, siger Jacob Chr. Nielsen. Og hvor der er brug for det, vil ITD’s konsulenter stå klar med rådgivning og sparring i at udvikle medlemsvirksomhedernes procedurer for egenkontrol, så de ærgerlige fejl og sløserierne kan reduceres til et minimum.
ITD overvejer også muligheden for en certificeringsmodel, hvor medlemsvirksomheder frivilligt bliver underlagt et servicetjek af ITD, som garanterer, at virksomheden tager hånd om de problemstillinger, den aktuelt har.
- Det er vores mål, at en eventuel certificeringsordning skal være så god og valid, så de virksomheder, der benytter sig af vores ordning, får et værdifuldt kvalitetsstempel fra ITD. Det skal over for myndigheder og omverden signalere, at den pågældende virksomhed har styr på køre-hvile-tids-området, forklarer Jacob Chr. Nielsen.