ITD: Ros til udvidet forsøg
Regeringens transportforlig øger den maksimale totalvægt for nogle typer lastbiler fra 48 tons til 54 tons, og det ser ITD som et stort skridt i den rigtige retning.
- Der er ingen tvivl om, at der er store energibesparelser at hente ved øget totalvægt, og fra ITD’s side er vi meget glade for, at det er lykkes at få politisk opbakning til denne løsning. Vi mener dog fortsat, at der er mulighed for at lave yderligere forbedringer. Det er uforståeligt, at totalvægten for de 6-akslede køretøjer ikke blev hævet fra 48 til 50 tons som ønsket, siger ITD-ormand Mogens Therkelsen i forbindelse med ITD’s generalforsamling lørdag i Padborg.
Han er blandt andet optaget af trængselsproblematikken – ikke kun i Danmark, men hele Europa.
- Når vi ser på trængselsproblematikken i europæisk perspektiv, så er der ingen tvivl om, at weekendkørselsforbuddet i blandt andet Tyskland er en stor hindring for en fornuftig afvikling af godstrafikken gennem Europa. ITD vil i samarbejde med vores europæiske kollegaer fortsat arbejde på at få lempet eller mest optimalt fjernet dette forbud, så vi kan sikre en mere fornuftig kapacitetsudnyttelse ned gennem Europa, siger Therkelsen.
Til gengæld var der ros til politikerne med transportminister Hans Christian Schmidt i spidsen for udvidelsen af modulvogntogsforsøget til 2017.
- Udnyttelse af større enheder er selvsagt også en del af løsningen på de kapacitetsproblemer, vi har på vejnettet, og der er derfor uforståeligt, at det i visse politiske kredse har været så svært at få opbakning til dette fremskridt. Modulvogntog er jo egentlig blot, hvad busser er for den kollektive trafik, påpeger Mogens Therkelsen.
For at nå den fulde effekt af modulvogntogene er det dog tvingende nødvendigt, at der åbnes op for kørsel med modulvogntog i hele EU – og at der er mulighed for frit at køre over grænserne til for eksempel Tyskland, mener han.