DI: Færgelukning truer forsyningssikkerheden
Ugens kommentar af direktør Michael Svane, DI Transport.
”Molslinien har sat transport-Danmark på den anden ende ved at melde ud, at fragtruten står over for en lukning. Meddelelsen modtages med stor bekymring. Mange argumenter kastes ind i kampen for en bevarelse af en fragtrute over Kattegat. Jeg skal ikke være dommer over de enkelte argumenter, men blot pege på, at sagen rører ved et principielt forhold, som bør bringes ind i debatten.
I trafikvisionen 2050 peger DI på det strategiske behov for ”det dobbelte H”. Sårbarhed og forsyningssikkerhed er grundlæggende udfordringer for robustheden i den trafikale infrastruktur i Danmark.
Fragtruten over Kattegat må og skal ses i denne sammenhæng. Diskussionen om, hvem der skal betale for at holde en fragtrute oven vande, må ikke overskygge værdien af et flerstrenget transportsystem mellem Øst- og VestDanmark. Også godstransporten i Danmark har behov for flere strenge at spille på.
En lukning af fragtruten over Kattegat vil virke som en katalysator for ændringer i lokalisering af fragtterminaler i Danmark, ligesom erhvervsudviklingen fra Mols til Skagen vil blive påvirket af bl.a. højere transportpriser.”