Fragtvækst og rationaliseringer sikrer stærkt Scandlines-regnskab
Færgerederiet Scandlines fik for alvor sat kursen mod vækst i 2010, hvor omsætningen steg med 12 procent i forhold til året før.
Omsætningen nåede op på 567 millioner euro. Driftsresultatet blev forbedret fra 159 mio. euro i 2009 til 177 mio. Euro i 2010.
Den markante forbedring i salget kan især tilskrives den positive udvikling i fragtmængderne. Fragtforretningen hos rederiet er således steget med 17 procent i forhold til 2009.
Fremgangen betød, at der igen kom sorte tal på bundlinjen. Rederiet kommer ud af 2010 med et nettoresultat på 22 millioner euro - en solid forbedring over resultatet i 2009, som bød på et tab på minus 5 millioner euro.
Ud over den positive udvikling i selskabets omsætning skal forklaringen på det positive resultat findes i en veloverstået slankekur.
- Vores effektiviseringsprogram er gennemført helt efter planen, og vi har nu en langt mere trimmet og kundefokuseret organisation. Scandlines er derfor stærkt rustet til fremtiden, lyder konklusionen fra Bengt Pihl, CEO hos Scandlines.
Scandlines forventer, at fremtidens vækst blandt andet sikres gennem oprustningen på ruten Gedser-Rostock. Her har Scandlines investeret i to nye superfærger samt havneudvidelser. De to nybygninger fordobler kapaciteten på ruten, når de indsættes i 2012. Desuden styrkes ruten yderligere med åbningen af en ny BorderShop i Rostock inden sommerferiesæsonen i 2011.