Næstbedste resultat på Esbjerg Havn
Satsningen på godsarter, der medfører et højere aktivitetsniveau på havnearealerne, opvejer et fald i godsomsætningen i 2010.
Trods et mindre fald i godsmængden formåede Esbjerg Havn at fastholde den høje omsætning på 140 millioner kroner og opnå det næstbedste økonomiske resultat i de senere år ‐ 46,4 mio. kroner.
- 2010 har været et konsolideringsår, hvor vi har brugt mange ressourcer på at investere i udvidelse af Tauruskaj og nye faciliteter til reparation af jack-up-rigge, ligesom vi har forberedt investeringer for ca. 500 mio. kr. i et helt nyt havneafsnit, Østhavnen. Vi ruster os dermed til fremtiden og tror på vækst inden for de tre store forretningsområder: havvindmølleparker, offshore olie og gas samt færgetrafik med trailere og containere, siger havnedirektør Ole Ingrisch.
Tro på vækstI de senere år har Esbjerg Havn udviklet sig stadig mere i retning af uniteret gods, containere og trailere, på bekostning af bulkvarer som kul og byggematerialer. Og selv om 2010 bød på en vækstpause inden for havvindmølleområdet, fordi nye projekter var ramt af afmatningen i verdensøkonomien, vil også dette forretningsområde præge Esbjerg Havns aktivitetsniveau i fremtiden.
En havvindmølle med fundament vejer ca. 1.000 ton og tæller dermed ikke meget i
godsomsætningen i forhold til en skibsladning kul, men i håndtering, kranydelser, skibsanløb og havnerelaterede opgaver bidrager et havvindmølleprojekt betydeligt til indtjeningen.
Inden for offshore olie og gas glæder havnedirektør Ole Ingrisch sig over, at nye faciliteter til reparation af jack-up-rigge vil stå færdig i løbet af året, og at der er udsigt til milliardinvesteringer i både opbygning af nye felter og modificering af eksisterende installationer i den danske del af Nordsøen.
På det tredje store forretningsområde, skibstrafik med uniteret gods, er havnen begunstiget af at have flere førende linjerederier som kunder. Senest har norske SeaCargo i februar 2011 åbnet en ny rute mellem Esbjerg og Egersund. Esbjerg Havn mistede dog Smyril Lines færgerute til Færøerne – der flyttede til Hirtshals - sidste år.
Formand: Vi er interessanteFormanden for Esbjerg Havns bestyrelse, Flemming N. Enevoldsen, er meget tilfreds med, at havnen er i stand til at levere økonomiske resultater på et højt niveau, selv om følgerne af finanskrisen endnu ikke har sluppet sit tag i flere brancher. Med de massive investeringer i nye arealer, kajer og andre faciliteter viser havnens ledelse, at den tror på de fortsatte vækstmuligheder, og staten bidrager med investeringer i motorvej, jernbane og anden infrastruktur.
‐ Vi konstaterer, at der fremdeles er stor interesse for at etablere sig på havnen og leje arealer, og Esbjerg Havn fremstår fortsat som en af de førende danske havne. Min mavefornemmelse ved indgangen til 2011 er bedre, end den var for et år siden, siger Flemming N. Enevoldsen.
Han forventer, at verdenshandlen og dermed behovet for transport vil vokse i de kommende år, og at Esbjerg Havn både geografisk og i forhold til de øgede krav om effektivisering og faglig viden er godt rustet til at få del i væksten.
Desuden udgør virksomhederne på Esbjerg Havn en meget stærk kompetenceklynge inden for havnens primære forretningsområder.