Jordskælvet kan mærkes hos Torm
Katastrofen i Japan har forplantet sig til markedet for raffinerede olieprodukter.
Det konstaterer man hos rederiet Torm, hvor direktør i tankafdelingen, Tina Revsbech, konstaterer, at markedet er mere end almindeligt nervøst.
- Jeg tror, den øgede volatilitet skyldes usikkerheden om Japan - hvornår det kommer op igen - og urolighederne i Libyen, siger Tina Revsbech til Ritzau Finans.
Ifølge Bloomberg News kan katastrofen i Japan øge efterspørgslen efter netop produkttankskibe. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami har nemlig bragt landets petrokemiske industri i knæ, og det betyder, at de europæiske raffinaderier skal finde andre steder at afsætte den naphta, de ellers skulle have solgt i Japan. De japanske petrokemiske fabrikker bruger naphta til at producere ethylen, der bruges til at fremstille plastic, skriver epn.dk.
Udviklingen vil, ifølge flere analytikere, øge efterspørgslen efter transport mellem Europa og USA og få indtjeningen fra denne aktivitet til at stige 24 pct. i andet kvartal.
Hos Torm kan man dog endnu ikke se et stigende antal fragter til USA, understreger Tina Revsbech.
- Vi ser ikke flere benzinlaster til USA, end vi har gjort tidligere. Kunderne har brug for en masse forskellige optioner, fordi de ikke rigtig ved, hvor de skal sælge det henne, forklarer hun.
Ifølge Bloomberg News har jordskælvet sat 22 pct. af industriens kapacitet ud af spillet.