Overfladisk samarbejdsaftale var ved at blive en dyr sag for speditør.

Det kan være fristende kun at få de væsentligste ting ned på papiret, når man som speditør skal indgå en samarbejdsaftale med sin ordregiver. Oftest har parterne mundtligt drøftet de bagvedliggende forudsætninger for aftalen, som derfor ikke skrives ind i aftalen. Som speditør bør man modstå denne fristelse og få alle væsentlige forhold skrevet ned i aftalen.

Vestre Landsret har netop stadfæstet byrettens afgørelse i en sag, hvor en speditør og en ordregiver havde indgået en meget overfladisk samarbejdsaftale, der alene havde fokus på de store linjer i samarbejdet. Det var tæt på at blive en meget dyr affære for speditøren, da samarbejdet pludseligt blev opsagt fra ordregiverens side.

Speditøren (”S”) erhvervede i foråret 2006 en transportvirksomhed fra vognmanden (”C”), der havde drevet transportvirksomheden i en længere årrække.

Den overtagne transportvirksomhed var opbygget omkring et længerevarende og tæt samarbejde med en større ordregiver (”OG”), idet transportvirksomheden hovedsageligt udførte transportopgaver kun for OG. Det var derfor en betingelse for S’ overtagelse af transportvirksomheden i 2006, at transportsamarbejdet med OG kunne videreføres på uændrede vilkår.

Samarbejdet mellem OG og S var helt specielt i den forstand, at OG havde adgang til ubegrænset og suverænt at disponere over transportvirksomhedens materiel og chauffører, således at S ikke havde ret til at blande sig i transportens tilrettelæggelse og daglige drift.

S’ eneste reelle opgave var derfor primært at stille transportmateriel og chauffører til rådighed for OG.

Rent praktisk var transportsamarbejdet tilrettelagt på den måde, at S stillede transportmateriellet til rådighed på den af OG’s filialer, hvorfra produktionen af OG’s produkter foregik. Herfra transporterede S’ chauffører de færdige produkter direkte til modtagere i hele Danmark.

Efter levering hos modtagerne opsamlede chaufførerne råvarer og halvfabrikata på en anden af OG’s forretningsadresser og returnerede med disse.

Efter overtagelsen af transportvirksomheden i 2006 havde S i samråd med OG foretaget betydelige investeringer for at gøre transportsamarbejdet mere fleksibelt, og transportmateriellet var således blevet udvidet og tilpasset betydeligt for at tilgodese OG’s individuelle behov.

Efter ønske fra S havde parterne i forbindelse med overtagelsen af transportvirksomheden i 2006 indgået en skriftlig samarbejdsaftale, der blev genforhandlet og underskrevet i sommeren 2008.

Den nye transportaftale indeholdt et opsigelsesvarsel på seks måneder, ligesom det udtrykkeligt fremgik, at OG disponerede ubegrænset over transportmateriellet.

Opsigelsesvarslet var nøje afstemt for at afbøde de økonomiske konsekvenser for S i tilfælde af OG’s opsigelse af transportsamarbejdet.

Transportaftalen indeholdt derimod hverken bestemmelser om eksklusivitet eller minimumsomsætning, men parterne var enige om, at samarbejdet i praksis havde fungeret således, at S reelt var eneleverandør til OG, og at samarbejdet i realiteten foregik på eksklusiv basis.

Problemerne opstod, da OG i september 2008 opsagde transportaftalen til udløb ved udgangen af april 2009. OG meddelte i forbindelse med opsigelsen, at man forventede at nedlægge produktionen ved den omhandlede filial allerede i månederne efter opsigelsen.

S protesterede mod dette, idet nedlæggelsen af produktionen ville medføre, at der ikke ville være behov for transport i opsigelsesperioden. Trods protester lukkede OG dog alligevel produktionen i begyndelsen af december 2008.

S gjorde under den efterfølgende retssag gældende, at nedlukningen af produktionen udgjorde en væsentlig misligholdelse af transportaftalen, idet nedlukningen i realiteten havde udhulet det aftalte opsigelsesvarsel, da opsigelsesvarslet intet var værd, hvis der ikke skulle udføres nogle transporter. S opgjorde sit tab til den mistede avance med tillæg af de afholdte kapacitetsomkostninger.

Heroverfor gjorde OG under retssagen gældende, at OG ikke var erstatningsansvarlig på grund af nedlæggelsen af produktionen, idet transportaftalen hverken indeholdt en eksklusivitetsbestemmelse eller en bestemmelse om en garanteret minimumsomsætning.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse med den begrundelse, at aftalens realitet var en eksklusivitet til fordel for S, idet OG ikke havde haft behov for andre transportører i samarbejdsperioden.

Derudover lagde begge retter vægt på, at opsigelsesvarslet netop var blevet indføjet i kontrakten for at imødegå økonomiske problemer for S ved en pludselig opsigelse af aftalen. Denne forudsætning havde været kendelig for begge parter, og OG måtte derfor respektere det reelle indhold af det aftalte opsigelsesvarsel.

Vestre Landsrets resultat var derfor, at OG havde misligholdt aftalen ved ikke at benytte S’ materiel i opsigelsesperioden, hvorved OG havde udhulet indholdet af det aftalte opsigelsesvarsel. OG’s erstatningsansvar blev herefter fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt i S’ mistede avance i opsigelses-perioden.

Sagen viser konsekvenserne af ikke at få de mundtlige aftaler ned på skrift. Speditøren slap i denne sag af sted med skindet på næsen, men resultatet kunne sagtens have været anderledes, såfremt speditørens forudsætninger ikke indirekte fremgik af det aftalte opsigelsesvarsel.

Essensen er derfor, at alle væsentlige forudsætninger skal skrives ind i aftalen; uanset de bedste intentioner ved aftalens indgåelse.