I klemme: Skibsmægler måtte omkring Sø- og Handelsretten for at hente sin kommission.

Det at finde skibe og last kan være en kompliceret proces, der involverer mange parter, før aftalen er i hus, og selv når dette er sket, er det ikke et ukendt fænomen i branchen, at aftalerne ender med at blive af en hel anden karakter end oprindelig tiltænkt.

Nogle af dem kan komme i klemme, hvis aftalerne ikke gennemføres eller ændres væsentligt af mæglerne, og da ”mæglerkæden” ofte kan bestå af flere eller mange led, er tvister om mæglerens honorar (kommissionen) ikke et ualmindelig forekommende fænomen i rets- eller voldgiftssager.

Sø- og Handelsretten har netop afsagt dom i sag, hvor et mæglerfirma af et dansk rederi krævede 602.250 USD i kommission.

Sagen tog sit udspring i 2008, da et shippingfirma i Singapore (befragteren) gav mæglerfirmaet det opdrag at finde skibe med henblik på transport af dele til vindmøller, og mægleren fik gennem et andet mæglerfirma kontakt til et dansk rederi, der på daværende tidspunkt havde to skibe under nybygning til forventet levering i begyndelsen af 2009.

Efter nogen tids forhandling gennem de to mæglerfirmaer blev der den 20. august 2008 for hver af de to skibe indgået et treårigt tidscerteparti mellem på den ene side det danske rederi ”or Nominee” som reder og på den anden side det shippingfirma fra Singapore som befragter, idet sidstnævnte samtidig over for rederiet stillede en uigenkaldelig garanti udstedt af befragterens kunde (vindmølleproducenten). Garantien blev stillet på et max af 8.000.000 USD pr. skib.

Tidscertepartierne blev indgået på en NYPE 93 formular inkl. et appendix om Rider Clauses, og aftalen var, at tidsbefragtningen skulle påbegyndes ved skibets levering fra værftet efter et nærmere aftalt varsel.

Ifølge certepartiet skulle rederen betale 1,25% til hver af de to medvirkende mæglere og certepartiet indeholdt i øvrigt en klausul om voldgift i London.

Aftalerne blev som så mange andre af slagsen ramt af finanskrisen i september 2008, og da rederen var bange for, at befragteren ikke kunne opfylde certepartierne, udspandt der forskellig korrespondance, der endte med, at befragteren ophævede certepartiet under henvisning til, at rederen ikke havde givet underretning i tide - en ophævelse, som rederen bestred og i stedet indledte rederen voldgift mod befragteren i London.

Imidlertid kom parterne senere på talefod igen og ved et forlig aftaltes det, at de treårige tidscertepartier blev annulleret og erstattet med treårige bareboat-certepartier vedr. de samme skibe, samt en købsoption til forud aftalt pris.

Bortfragter var denne gang to af rederiets helejede datterselskaber og befragter var igen firmaet i Singapore, samtidig med at vindmøllefirmaet igen stillede en garanti på max 8.000.000 USD.

Bareboat-certepartierne blev indgået i Singapore den 9. marts 2009 på BARECON 2001 og befragtningen skulle starte efter befragterens valg den 10. marts 2009 i Shanghai eller den 15. marts 2009 i Singapore.

Om mæglerkommissionen blev det i Box 33 angivet, at dette var N/A (not applicable - ikke anvendelig) – lige som teksten i certepartiets pkt. 27 om kommission var udstreget af standardcertepartiet.

Den 12. marts meddelte befragteren sin egen mægler, at tidscertepartierne fra 2008 var annulleret og den 22. juni samme år rejste befragterens mægler krav over for rederiet i Danmark.

Rederiet afviste kravet og indledte i stedet den 19. august en voldgiftssag om spørgsmålet i England på baggrund af den voldgiftsklausul, der oprindelig var med i det annullerede tidscerteparti.

Som modtræk herimod anlagde befragterens mægler sagen mod rederiet i Sø- og Handelsretten den 29. august 2009 med påstand om betaling af 602.250 USD, hvilket beløb svarede til 1,25% af 22.000 USD/dag i tre år for to skibe.

Rederiet nedlagde påstand om, at sagen skulle afvises, idet der allerede kørte voldgift i London, hvortil mæglerens advokat svarede, at mæglerfirmaet ikke var en del af kommissionsaftalen.

Mæglerfirmaet henviste i øvrigt til, at rederiet havde handlet ”culpøst” og derfor skulle erstatte mægleren det tab af kommission, som han havde lidt, da rederiet indgik bareboat-certeparti med den samme part og om de samme skibe, som mægleren havde medvirket til indgåelse af tidscertepartier omkring, uden at mægleraftalen med mægleren var blevet ophævet.

Mæglerens advokat henviste til, at de fire sædvanlige betingelser, for at en mægler skal have kommission, var opfyldt, nemlig

• at der skal forelægge et mægleropdrag

• at denne skal føre til en bindende aftale

• at aftalen skal være kommet i stand ved mæglerens bistand

• at der skal være overensstemmelse mellem mægleropdrag og den indgåede befragtningsaftale.

Sø- og Handelsretten slog indledningsvist fast, at mægleren ikke havde været part i de oprindeligt indgåede tidscertepartier, og derfor ikke var bundet af voldgiftsbestemmelsen, hvilket havde den betydning, at skibsmægleren kunne anlægge sagen ved Sø- og Handelsretten i Danmark, hvormed retten var kompetent til at behandle sagen, som dermed ikke blev afvist fra Danmark.

I sagen var der ikke indgået nogen skriftlig mægleraftale i forbindelse med eller forud for tids- og bareboat-certepartierne, men de to medvirkende mæglere havde selv i tidscertepartiet indsat en bestemmelse om ”commission” med 1,25% af ”on hire earned and paid under this Charter” og retten fandt, at denne bestemmelse alene var et vilkår i retsforholdet mellem befragteren og rederen, men at bestemmelsen i øvrigt afspejlede sædvanen i branchen, herunder størrelsen af mæglerkommissionen med 1,25% af hyren.

Imidlertid var det som nævnt ikke tidscertepartierne, der endte med at blive retsgrundlaget mellem reder og befragter, og spørgsmålet var derfor, om rederen som befragterens mægler havde anlagt sag mod, var erstatningsansvarlig for den kommission, der ikke blev til noget ud fra en betragtning om, at man havde forsøgt at ”ryste mæglerne af sig”.

Dette mente Sø- og Handelsretten var tilfældet og som begrundelse herfor henvistes til, at der grundlæggende var tale om de samme parter og de samme skibe i forbindelse med bareboat-aftalens indgåelse, at der var mere sammenhæng mellem indgåelsen af de to aftalesæt, og at de to mæglere i øvrigt rent kommunikationsmæssigt havde medvirket ved udveksling af breve under de fortsatte og opfølgende forhandlinger.

Sø- og Handelsretten fandt derfor, at ikke blot befragteren, som var mæglerens umiddelbare opdragsgiver (kommittent), men tillige rederen, som efter det indgåede tidscerteparti i overensstemmelse med sædvane i branchen skulle betale bl.a. mægleren provision, således under de foreliggende omstændigheder havde fælles interesse i at slutte aftale om den oprindelige befragtningsaftales tilbagegang og om indgåelse af ny befragtningsaftale på andre vilkår til afløsning heraf med besparelse af udgiften til provision til mæglerne.

Under disse omstændigheder fandtes rederen at have pådraget sig ansvar for det tab, som mægleren led ved parternes fælles ændring af vilkårene for befragtningen af skibene.

På det tidspunkt, da tidscertepartierne blev indgået, var markedet for befragtning af tørlastskibe særdeles højt, men som følge af den derefter indtrådte finanskrise skete der en nedgang i dette marked, således at mægleren løb betydelig risiko for, at tidscertepartierne ikke blev opfyldt.

Konsekvensen heraf ville i givet fald have været, at rederen i stedet for at modtage den daglige hyre på 22.000 USD pr. skib over de aftalte 36 måneder, kunne blive nødt til at gøre brug af de stillede garantier, der imidlertid hver havde et maksimum på 8 mio. USD.

Herefter fandt retten efter et samlet skøn, at rederen skulle betale mægleren 300.000 USD i erstatning, samt 100.000 kr. i sagsomkostninger.