Renere luft i København
Det er blevet sundere at trække vejret i hovedstaden, viser foreløbige resultater fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet.
I perioden 2002-2010 er forureningen med ultrafine partikler faldet med cirka 50 procent.
- Partikelforureningen er den mest skadelige del af luftforureningen, og den øger risikoen for at blive syg. Derfor er det godt nyt, når de her tal viser, at luftforureningen med ultrafine partikler er halveret, og københavnerne nu kan indånde friskere luft. Selvom luften i København er blandt de reneste i de europæiske storbyer, skal vi tage partikelforureningen alvorligt, siger miljøminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Partikelforureningen har betydelige sundhedseffekter som eksempelvis større risiko for hjertekarsygdomme, kronisk bronkitis og lungekræft. Derfor har regeringen de senere år iværksat en række tiltag for at få nedbragt partikelforureningen, blandt andet ved at indføre miljøzoner i de største byer, nedsætte afgiften på dieselbiler med partikelfiltre og stille miljøkrav til taxaer.
Målingerne fra Danmarks Miljøundersøgelser er foretaget ved H.C. Andersens Boulevard i København - en af Danmarks mest trafikerede gader med 60.000 biler om dagen. Her har man både målt for antallet og størrelsen af partiklerne.
Dermed får man oplysninger om både de ultrafine partikler, der næsten udelukkende stammer fra den lokale trafik, og om større partikler, der hovedsagligt blæser hertil fra udlandet.
Miljøstyrelsen vurderer, at halveringen i forureningen med ultrafine partikler hænger tæt sammen med fornyelsen af bilparken, udbredelse af partikelfiltre og indførelse af miljøzoner.
- Det her viser, at regeringens indsats på luftområdet bærer frugt, og at det virker, når vi stiller skærpede krav til biler. Jeg forventer, at partikelforureningen fortsat vil falde i takt med, at alle nye dieselbiler har indbyggede partikelfiltre. Det er vigtigt, at vi fortsat arbejder for renere luft og på at få partikelforureningen endnu længere ned, siger Karen Ellemann.
Den fulde rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser forventes at være klar i slutningen af maj.