DFDS fik stærkt 2010
Integrationen af Norfolkline overrasker positivt.
Færge- og fragtrederiet DFDS A/S forbedrede driftsresultatet (EBITDA) med hele 58 procent til 1,3 milliarder kroner. Dermed her rederiets skrappe hestekur under finanskrisen for alvor båret frugt.
Samtidig er integrationen af Norfolkline forløbet både hurtigere og bedre end det oprindeligt var forventet, skriver koncernen i en pressemeddelelse om årsregnskabet for 2010.
Ledelsen forventer at forbedre driftsresultatet yderligere i indeværende år til 1,5 milliarder kroner.
- Med en omsætning, der nåede næsten 10 mia. kr., og et driftsresultat på 1,3 mia. kr. er vi kommet rigtig godt gennem 2010, siger Niels Smedegaard, administrerende direktør i DFDS-koncernen
Fusionen med Norfolkline har skabt Nordeuropas største kombinerede rederi- og landtransportvirksomhed.
- Integrationen af Norfolkline går både hurtigere og bedre end forventet. Resultaterne i 2010 og forventningerne til 2011 viser, at overtagelsen var klart værdiskabende. Ved dette års udgang regner vi med, at synergierne vil være omkring 180 mio. kr. på årsbasis. Desuden har vi skabt værdi for vores aktionærer ved at sælge eller afvikle underskudsgivende ruter, siger Niels Smedegaard, med henvisning til opgivelsen af de tre færgeruter over Det irske Hav.
Driftsresultatet (EBITDA) blev 1.273 mio. kr. før særlige poster, en fremgang på 469 mio. kr. fra 2009. Fremgangen afspejler bedringen af markedsvilkårene, overtagelsen af Norfolkline fra juli 2010 og den omfattende effektivisering og tilpasning af driften, der er gennemført i de seneste par år, skriver rederiet.
Resultatet før skat, men efter særlige poster, blev 547 mio. kr. mod 20 mio. kr. i 2009.
For 2011 forventes driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster at stige yderligere til omkring 1,5 mia. kr., og resultatet før skat og særlige poster ventes at stige til omkring 550 mio. kr. (445 mio.kr.).