Vigtigt hærvejsmøde i Viborg
Den nydannede Hærvejskomité holder konference på mandag.
Konferencen sætter fokus på behovet for en Hærvejsmotorvej op gennem det centrale Jylland. Til konferencen er inviteret politikere, erhvervsfolk og andre interesserede til en debat om, hvordan der bedst sikres kapacitet i den jyske transportkorridor.
Blandt oplægsholderne er transportminister Hans Chr. Schmidt, trafikforsker Henrik Harder fra Aalborg Universitet samt direktør Michael Svane fra Dansk Industri.
- Det glæder mig, at rigtig mange - også her fra egnen - har valgt at deltage i denne konference, der kan gå hen og blive skelsættende for udbygningen af Jyllands trafikale infrastruktur, siger Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen, der peger på, at der endnu er lang vej til det første spadestik for en Hærvejsmotorvej.
- Der skal fortsat kæmpes hårdt for sagen og trækkes på samme hammel. Heldigvis er argumenterne stærke og gode. Derfor er det mit håb, at vi senest i 2013 kan træffe principbeslutning om at satse på Hærvejsmotorvejen til aflastning af Østjyske Motorvej og Vejlefjordbroen, siger Lorentzen.
Han understreger, at der ingen modsætningsforhold er mellem Hærvejsmotorvejen og en fast forbindelse over Kattegat:
- De to projekter understøtter hinanden, og de konkurrerer ikke om de samme midler.
Hærvejskomiteen har en ny hjemmeside - www.haervejskomiteen.dk – der fortæller mere om komiteens arbejde.