23948sdkhjf

Over 110 stande på Vestfyn Trækker

Transportudstillingen Vestfyn Trækker fortsætter fremgangen.

Transportudstillingen Vestfyn Trækker fortsætter fremgangen.



Gæsterne på dette års transportudstilling Vestfyn Trækker i Ejby på Fyn kan se frem til at besøge flere end 110 stande. Da messen fik råderet over et yderligere areal på 30.000 kvadratmeter, blev standantallet udvidet med knap en tredjedel, og de fleste af dem er allerede nu solgt.

– Selvom arrangementet først løber af stablen i slutningen af maj, har vi lige nu kun otte ledige pladser tilbage. Dermed har vi rundet de 110 tilmeldinger og forventer, at samtlige 119 stande i løbet af få uger vil være afsat, siger arrangør Per Mikkelsen, direktør hos VBG Group Sales.

26 nye stande

På de 26 nye standpladser kan man bl.a. møde virksomheder som Axel Ketner, Fontenay og SJ Container. Derudover har også brancheforeningen International Transport Danmark (ITD) meldt sig under fanerne. Det skyldes ifølge kommunikationschef Nikolaj Stig Nielsen positive erfaringer hos datterselskabet FDE A/S.

- Vores handelsvirksomhed, FDE, har deltaget tre gange med positivt udbytte. Navnlig efter den betydelige vækst i besøgstallet er udstillingen en stærk kontaktflade til vognmænd og chauffører fra hele Danmark, som bliver eksponeret for alle vore tilbud til transportbranchen, siger Nielsen.

ITD og FDE deltager med en fælles stand. Brancheorganisationen og handelsselskabet tilbyder bl.a. en samlet og højaktuel løsning, som kan hjælpe vognmændene med at få godt styr på det vanskelige køre-hviletidsområde.

Nu som udstiller

Blandt de nye udstillere er også Finans Nord, der med en balance på 8,3 mia. er Danmarks største udbyder af leasingløsninger til transportbranchen.

– Vi plejer at være med som besøgende. Derfor ved vi, at messen er et godt udstillingsvindue, og det vil vi nu udnytte til at skabe endnu tættere kontakt til branchen, siger regionsdirektør Tommy Svendsen, der sætter fokus på operationel leasing.

Firmaudflugt i hyggelige rammer

Messens besøgstal nærmest eksploderede sidste år til omkring 8500 gæster. Udstillerne kunne dermed glæde sig over en fordobling i antallet af potentielle kunder på deres stande.

Vognmand Aksel Junker fra Hejnsvig var ikke blandt de mange førstegangsbesøgende - for han inviterer hvert år sine medarbejdere med til messen i Ejby.

– Vi gør det til en slags firmaudflugt at køre derover om lørdagen. Der er mulighed for at tilbringe nogle timer sammen i hyggelige rammer og hilse på de folk, man kender i branchen. Samtidig kommer jeg typisk selv igen søndag for at se nærmere på det mest interessante, siger Junker.

Vestfyn Trækker, der afholdes udendørs ved motorvejen i Ejby, holdes i år fra den 27. til 29. maj.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062