Pendlere og fragt ramt
Strejker lammer dele af den tyske banetrafik.
Siden onsdag aften kl. 20 har lokomotivførerne i Tyskland strejket og torsdag blev pendlere og godstransporter for alvor ramt af aflysninger og forsinkelser. Fagforbundet GDL taler om 500 strejkende lokomotivførere.
240 godstog blev allerede ramt onsdag aften og i går lammede strejken yderligere 600 godstogafgange. Mange virksomheder har i dagens løb forsøgt at flytte gods over på vejene.
Selv om strejken – i første omgang - sluttede i formiddagstimerne, er afviklingen af den tyske banetrafik påvirket store dele af dagen.
GDL ønsker ens overenskomstvilkår for sine 26.000 lokomotivførere i Deutsche Bahn og seks store konkurrenter, Abellio, Arriva, Benex, Keolis, Veolia og Hessische Landesbahn.
GDL vurderer at 90 procent af godstrafikken har været ramt af strejken og truer med nye punktstrejker i den kommende tid, ”hvis ikke arbejdsgiverne besinder sig”.