Formand råber medlemmer op
Mogens Therkelsen skriver åbent brev til samtlige ITD-medlemmer.
Lastbiltransporten er desværre blevet forbundet med svindel, overtrædelser og fejl i de seneste ugers mediefokus på, hvordan vi i branchen håndterer køre-hvile-tids-reglerne. Absolut ikke noget, vi på branchens vegne kan være særligt stolte af. Herfra vil jeg opfordre til, at alle tager sagen alvorligt og får gjort noget effektivt for at stoppe ulovlighederne og sløseriet, skriver formanden og fortsætter:
Fra ITD’s side er vi jo meget optagede af at få højnet branchens anseelse i befolkningen og få sat lastbiltransporten på den politiske og samfundsmæssige dagsorden på en mere positiv og konstruktiv måde. Det sigter vi bl.a. mod med kampagnen Holder DK Kørende, som vi lancerede sidste efterår, og som vi her til foråret vil bruge til at iværksætte en række nye positive initiativer. Men de negative overskrifter om snyd og ligegyldighed over for de eksisterende regler trækker desværre i den modsatte retning og gør arbejdet med at højne branchens image sværere og mindre effektivt.
Der er stadig mange nuancer, som medierne er slemme til at overse i deres dækning af problemerne: Reglerne er i sig selv uigennemskuelige - graden af regulering føles ind imellem helt absurd for vognmænd og chauffører. Langt de fleste overtrædelser er fejl og sjusk og ikke bevidst snyd. Ulykkesstatistikkerne er generelt for nedadgående etc.
Der skal strammes opMen lad os ikke bruge alle disse uklarheder i mediedækningen som undskyldninger – konklusionen oven på køre-hvile-tids-debatten er enkel: Der skal strammes op, og det skal ske nu! Og det skal vi alle være med til, skriver Mogens Therkelsen.
Vi har brug for, at en samlet og enig branche tager afstand fra snyderiet og sløseriet, ikke bare i skåltaler og officielle udmeldinger, men også i det daglige arbejde hos såvel speditører som vognmænd og chauffører. Det er jo stadig de få, der snyder og sløser med tingene og dermed gør livet besværligt for de mange. Men vi kan alle gøre en indsats for at gøre livet sværere for dem, der går over stregen.
Overalt hvor vi møder ligegyldigheden og den manglende respekt for reglerne må vi sige klart fra og sætte tingene på plads: Det gælder branchens anseelse, og jo mere vi sætter den over styr, desto sværere rammebetingelser kan vi være sikre på at blive påduttet fra politisk hold. Og de er jo som bekendt slemme nok i forvejen.
HåndslagSå lad os give hinanden håndslag på, at det skal være slut. Ikke bare med snyderiet, som jo foretages af de få, men også med ligegyldigheden og lemfældigheden. Overtrædelser af reglerne er aldrig acceptable, og de sender et skidt signal til omverdenen, skriver ITD-formand Mogens Therkelsen.
Fra ITD’s side er der hjælp at få. ITD’s eksperter kan hjælpe med at analysere dine køre-hvile-tids-data, finde fejlene og forebygge de dyre bøder, som de fleste overtrædelser jo medfører. Brug denne mulighed proaktivt til at forebygge i stedet for at vente med at dykke ned i dine køre-hvile-tids-data, til virksomhedskontrollen kommer og gør det for dig – eller til dine chauffører bliver stoppet i en vejkontrol. Det er ved hjælp af rettidig omhu og fokus, at vi får vendt bødestatistikken. Og det skal vi.