Ventetid i trafikken koster milliarder
Danskerne spilder hver dag 250.000 timer på at vente i trafikken - det koster samfundet dyrt, siger DI.
Ventetiden koster lige nu samfundet 13 milliarder kroner årligt. Det viser udregninger fra Dansk Industri, som opfordrer politikerne til at investere mere i landets infrastruktur.
- Det er dyrt at investere i vores infrastruktur, men det er endnu dyrere at lade være, fordi det sænker vores mobilitet og vækst, siger adm. direktør i DI, Karsten Dybvad.
Bare på en hverdag som i dag koster spildtid i trafikken samfundet 60 mio. kr. Ni af de 13 milliarder går til spilde i den såkaldte erhvervstrafik, hvor ventetiden i trafikken får varernes pris til at stige, ligesom udgifter til chaufførernes ekstra arbejdstimer også koster samfundet dyrt.
De resterende fire milliarder dækker over den spildtid - omregnet til kroner og ører - som pendlere hver dag bruger på at vente i trafikken, ligesom den fritid, danskerne bruger på at holde i kø, i udregningerne også anses som en udgift for samfundet.
DIs beregninger i rapporten 'Vision 2050' viser, at de 13 milliarder i 2020 vil vokse til hele 25 milliarder kroner.
IndsigtDIs ønske med Vision 2050 er, at den vil give større indsigt i sammenhængen mellem mobilitet og vækst, og at den vil bidrage til, at Danmark i højere grad planlægger og gennemfører en ambitiøs, langsigtet og vækstorienteret transportpolitik. Danmark har nemlig brug for en samlet strategi for investeringer i infrastruktur, der styrker samspillet med transportformerne. Det må ikke blive overskygget af løsrevne enkeltprojekter.
DIs forslag peger dog ikke blot på behovet for nye veje og togskinner, men også på vigtigheden af, at der skal tages hensyn til klima og miljø ved at investere i ny teknologi.
- Danmark skal have gode transportforbindelser, uanset om rejsen går til Brande, Bremen eller Beijing. Derfor skal der på landsplan etableres et flerstrenget transportsystem med blandt andet tog med høj hastighed mellem Øresundsregionen, Hamborg-regionen og de jyske vækstcentre. Det vil skabe fundamentet for en samlet nordeuropæisk vækstregion med Danmark i centrum, siger Karsten Dybvad.