Nyt piratangreb mod Maersk Alabama
Skud fra bevæbnede sikkerhedsvagter jog piraterne på flugt.
Det er mindst tredje gang containerskibet Maersk Alabama, der tilhører Maersk Lines amerikanske selskab Maersk Line Ltd., er blevet forsøgt kapret af somaliske pirater.
Det skriver Politiken.dk med telegrambureauet Ritzau som kilde.
Ifølge en embedsmand, der er talt med ABC News, så forsøgte fire pirater i en lille hurtigtgående båd med en stige ombord, at kapre containerskibet. Kaptajnen på Maersk Alabama gav ordre til at affyre varselsskud, da forfølgerne var en halv sømil væk. Det skræmte ikke piraterne, der først opgav jagten, da de bevæbnede vagter skød direkte mod piraternes båd.
Maersk Alabama har angiveligt sejlet med sikkerhedsvagter siden somaliske pirater kaprede skibet i 2009. Her kom piraterne imidlertid i klammeri med skibets besætning og de måtte søge tilflugt i skibet redningsbåd, hvor de holdt kaptajnen Richard Phillips som gidsel.
To af piraterne blev senere dræbt af skarpskytter fra den amerikanske flåde, mens kampsvømmere overmandede den tredje pirat, Abdul Abdigadir Muse, der for nyligt blev idømt mere end 33 års fængsel i USA.
Maersk Alabama blev også forsøgt kapret sidste år i september.