Rekordhøjt gennemsnit på 10,6 for nyuddannede disponenter fra EUC Lillebælt.
Endnu et hold Trin 3-elever fra EUC Lillebælt i Fredericia har bestået eksamen og kan kalde sig lager- og terminaldisponenter eller kørselsdisponenter. Det er et år siden, det første kuld disponenter i Danmark blev udklækket på EUC Lillebælt med karakterer i den absolut højeste ende af skalaen.
Nu har det nye hold gjort forgængerne kunsten efter med seks 12-taller, to 10-taller og to 7-taller i den endelige eksamen.
Til stede ved bevisoverrækkelsen var uddannelseschef på EUC Lillebælt Hugo Brund Nielsen og inspektør Lasse Kaasgaard, flankeret af chefkonsulent Jørgen Jæger fra Transporterhvervets Uddannelses Råd, der i sin tale til disponenterne fremhævede, at han var meget imponeret over det høje karaktergennemsnit. Endvidere udtrykte Jørgen Jæger glæde over den høje kvalitet i uddannelsen på EUC Lillebælt, hvilket uden tvivl vil være til stor gavn, når disponenterne begynder at bruge deres nyvundne kompetencer i erhvervslivet.
Inspektør for transport- og logistikafdelingen, Lasse Kaasgaard, erklærede i sin tale stolthed over, at eleverne formåede at holde karaktererne på så højt et niveau, som tilfældet var, hvilket vidnede om en overordentlig høj grad af seriøsitet og engagement fra elever og lærere.
Fra venstre: Inspektør Lasse Kaasgaard, chefkonsulent hos TUR Jørgen Jæger, uddannelseschef Hugo Brund Nielsen