De danske rederier lægger ikke skjul på, at optimismen er vendt tilbage.
For nylig kunne formanden for Danmarks Rederiforening, Lars Vang Christensen, stille en valutaindsejling på 160 mia. kr. for 2010 i udsigt - et tal som er styrket af de seneste statistikker, og som får Danmarks Rederiforening til at tro på, at det godt kan blive til lidt mere i år.
Det Blå Danmark har længe været kendt som en vigtig erhvervs-klynge i Danmark, men satsningen på at skabe mere vækst herhjemme har øget interessen for de maritime erhvervsklynger og deres potentiale.
Således har disse klynger både her i landet og i Europa vist sig at kunne skabe vækst og velstands-stigning.
- Erhvervsklynger er ikke nye, men hvor der før primært var tale om rederier, værfter og underleverandører, er den multimodale kæde nu kommet ind i billedet. Det er lige før vognmændene er blevet en del af den maritime klynge, fordi de, når skibene er kommet i havn, er en del af den logistik og efter-transport fra knudepunktet, som skal til før det hele fungerer, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen.
Klynger undersøgtJacob Clasen, kontorchef i Danmarks Rederiforening har stået i spidsen for et tæt studie af de klynge-undersøgelser, der er blevet gennemført og hans kortlægning viser, at det er et gennemgående træk, at klyngerne er bygget op omkring en kerne.
- I de europæiske maritime klynger er det typisk havne og rederier, der udgør kernen – Holland og Belgien har f.eks. mega-havne, som præger billedet. Herhjemme er det rederierne, der udgør rygraden i kernen, siger han på baggrund af omkring 100 klynge-undersøgelser.
- Hvis man har en stærk sektor som er drivende bag efterspørgslen, så kommer der som ringe i vandet følgeindustri og erhvervsudvikling, som orienterer sig mod søfarten, siger han. Det er også tydeligt, at udviklingen i kernen har stor indvirkning på, hvordan resten af klyngen klarer sig.
Der er i dag maritime klynger fordelt over hele landet, og den samlede beskæftigelse i rederier, havne, udstyrsproducenter, skibsmæglere og andre i den maritime klynge er på over 100.000. Produktionsværdien er på over 300 mia. kr.
Læs mere om de maritime klynger i Danmarks Transport-Tidende.