Bedre transport af levende skaldyr
Novozymes og Aqualife samarbejder om forbedrede metoder til transport af levende skaldyr.
Forsøg har vist, at Novozymes bioteknologiske løsninger forbedrer levevilkårerne for levende skaldyr i firmaet Aqualifes transportsystemer. Det lille danske firma Aqualife har specialiseret sig i transport af levede fisk og skaldyr over store afstande.
Samarbejdet med Novozymes betyder, at Aqualife kan transportere levende skaldyr som hummere væsentligt længere end hidtil. Samtidig kan lasteevnen øges i den enkelte container.
- Gennem forsøgene har det vist sig muligt at skabe et helt stabilt miljø i AQUALIFE containerne ved at tilføre høje koncentrationer af bioteknologiske komponenter. Hermed skabes et bestandigt biologisk miljø, hvor diverse patogene tolerancegrænser ikke overskrides, skriver Aqualife i en meddelelse. Det oplyser dagbladet Børsen med nyhedsbureauet Direkt som kilde.
Aqualife forventer, at Novozymes bioteknologi tages i brug allerede i løbet af tredje kvartal i år.
Aqualifes specialudviklede containere tillader transport af levende skaldyr og fisk over store afstande med skib i stedet for fly. Det betyder ikke bare langt billigere transport, men også et langt lavere CO2-fodaftryk fra transporterne.