Ting tager tid: Højesteret har i 2010 for anden gang truffet afgørelse vedrørende gammelt mellemværende mellem DSB og konkursramt rederi.

Tilgodehavende mod andre - ”fordringer” - kan bortfalde på flere måder. Dels naturligvis i de fleste og de mest glædelige situationer, hvor betaling rent faktisk finder sted, men i andre tilfælde ved at modkrav bringes til modregning, typisk ved en modregningserklæring eller i atter andre tilfælde ved at kravet er blevet så gammelt, at det forældes.

Den forældelsesfrist, der efter den gamle forældelseslov (1908-loven) tidligere var 5 år, er nu kun 3 år. De 3 år er jo kun udgangspunktet, for som de fleste læsere ved, er forældelsesfristerne i transportforhold sædvanligvis betydelig kortere. Det er samtidig værd at erindre om, at det krav, der er forældet, er ”dødt og magtesløs” og derfor ikke kan bruges til noget, heller ikke til modregning.

Konkursloven indeholder regler om bl.a. modregning og af § 42, stk. 1 fremgår det, at

Som flere vil vide indeholder konkursloven ligeledes en række omstødelsesregler, hvor den mest almindelige frist er på 3 måneder, og af § 42, stk. 3 fremgår følgende regel om modregning og omstødelse:

Højesteret har tidligere i år afsagt dom i en sag, der for så vidt er opfølgning på en tidligere højesteretsdom fra 2005 mellem de samme parter.

Den nye dom drejer sig om, hvorvidt et konkursbo (”Boet”) efter rederiet GT Linien A/S havde et krav mod DSB om delvis tilbagebetaling af havneafgifter betalt af GT Linien A/S i perioden 9. juni 1982 til 19. januar 1985, og om Boet i bekræftende fald er berettiget til at foretage modregning i DSB’s krav mod Boet.

GT Linien A/S drev færgefart mellem Gedser og Travemünde i 1970’erne og 1980’erne og trådte den 18. februar 1987 i betalingsstandsning med efterfølgende konkurs den 29. april 1987. Rederiet benyttede efter aftale med DSB Gedser Havn, som DSB var ejer af. Som betaling for brug af havnen betalte GT Linien A/S bl.a. havneafgift til DSB i h.t. en aftale parterne havde indgået.

DSB opkrævede derfor som ejer af Gedser Havn i perioden fra 20. januar 1985 til 17. februar 1987 havneafgifter af GT Linien A/S. Da GT Linien A/S senere gik konkurs, anlagde konkursboet i 1996 sag mod både DSB og DSB Rederi A/S, som i 1997 have fået overdraget havnen, med påstand om tilbagebetaling af en del af havneafgifterne under henvisning til, at afgifterne havde været opkrævet i strid med EØF-traktaten.

Sagen gik igennem flere instanser og endte i Højesteret, der i 2005 som nævnt afsagde dom og Højesteret fandt, at allerede fordi en del af afgifterne havde været opkrævet i strid med EØF-traktatens artikel 95, havde Boet krav på tilbagebetaling af denne del af afgifterne med ca. 2,3 mio. kr.

Det blev endvidere fastslået, at DSB som offentlig virksomhed og ejer af havnen havde indtaget en dominerende stilling på markedet og misbrugt denne stilling til at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi mellem GT Linien A/S på den ene side og DSB og Deutsche Bundesbahn på den anden side.

Boet havde derfor krav på tilbagebetaling af havneafgifterne i det omfang, de faktisk indebar anvendelse af ulige vilkår, og i det omfang, det ikke var godtgjort, at der var sket overvæltning af afgifterne på kunderne.

På grundlag af et revisionsfirmas konstruerede regnskab for havnen fastsatte Højesteret skønsmæssigt de uberettiget opkrævede afgifter til i alt 10 mio. kr., og da det efter det oplyste om konkurrence-situationen ikke var godtgjort, at nogen del af dette beløb var blevet overvæltet på GT Linien A/S’ kunder, blev DSB dømt til at betale dette beløb til konkursboet.

Højesteret fandt, DSB Rederi A/S skulle frifindes, idet hæftelsen for tilbagebetalingen ikke var overgået til aktieselskabet.

Sag nr. 2, der i år ligeledes blev behandlet i Højesteret, var anlagt af konkursboet med påstand om, at DSB var forpligtet til at anerkende, at to krav på hhv. kr. 3.918.179,78 og kr. 371.559,69 var udlignet ved en modregningserklæring, som boets kurator havde afgivet den 22. marts 2002.

Det største af kravene anerkendte Boets kurator den 16. maj 1994 som simpel fordring, og DSB modtog den 5. december 1994 i lighed med øvrige anerkendte simple fordringshavere acontodividende heraf med 10 % eller 391.817,98 kr., hvorimod Boet først anerkendte det mindre krav den 22. marts 2002 (og 22. august 2002).

Under betalingsstandsningen blev der mellem Boet og et nystiftet rederi GT Link A/S indgået aftale om salg af Boets færger samt overtagelse af færgedriften på overfarten Gedser-Travemünde medvirkning i to år.

GT Link A/S anlagde den 27. september 1989 ved Østre Landsret sag mod DSB med påstand om tilbagebetaling af havneafgifter opkrævet i strid med EØF-traktaten. Denne sag blev imidlertid hævet, i forbindelse med at DSB Rederi A/S overtog GT Link A/S.

Boet (altså konkursboet efter det gamle rederi) og DSB indgik under dette sagsanlæg om suspension af forældelsesfristen i perioden 19. januar 1990 til den 31. december 1996, medens Boet forberedte sagsanlæg mod DSB.

Den 21. december 1996 udtog Boet herefter stævning mod blandt andre DSB med påstand om tilbagebetaling af 24.871.822,37 kr. i havneafgifter med procesrenter fra havneafgifternes forfaldstidspunkter i perioden 20. januar 1985 til 17. februar 1987.

Tilbagebetalingsperioden var således afgrænset af den 5-årige forældelsesfrist fra den første suspensionsdato 19. januar 1990 og betalingsstandsningen 17. februar 1987 (18. februar 1987).

Den 22. marts 2002 fremkom Østre Landsret med en tilkendegivelse i den anlagte sag mellem Boet og DSB med bemærkning, at en dom i sagen ville få samme resultat. Og det var altså i denne sag, hvor Højesteret i 2005 tilkendte Boet 10 mio. kr. i erstatning.

Samme dag skrev Boets kuratorer til DSB:

DSB afviste den 22. april 2002, at Boet var berettiget til at foretage modregningen, og DSB forbeholdt sig på sin side i videst muligt omfang retten til at foretage modregning med de anmeldte krav i ethvert krav, som DSB måtte blive dømt til at betale Boet.

Den 6. juni 2002 meddelte kurator, at de fordringer, der var anmeldt af DSB, havde fået påtegning om, at fordringerne var udlignet ved modregning.

I den nye dom skulle Højesteret for så vidt tage udgangspunkt i sin tidligere dom, hvor konkursboet var tilkendt 10 mio kr. for uberettiget opkrævede havneafgifter tilbage i 1980’erne.

Den nye sag vedrørte ligeledes som nævnt spørgsmålet om konkursboet kunne anvende det forældede krav på uberettiget opkrævede havneafgifter for perioden fra den 9. juni 1982 til den 19. januar 1985 til modregning i DSB’s godkendte simple krav i konkursboet på ca. 3,9 mio. kr. Konkursboet fremsatte den 22. marts 2002 over for DSB modregningserklæring herom og DSB afgav på side den 14. juni 2005 erklæring om modregning i konkursboets uforældede krav mod DSB.

Højesteret henviste til, at parterne var enige om, at det beløbsmæssigt kunne lægges til grund, at konkursboets krav omfattende den forældede del af boets tilbagesøgningskrav overstiger DSB’s krav, som anmeldt og godkendt i konkursboet efter GT Linien A/S, og i det omfang Højesteret måtte finde, at konkursboets modregning ikke har været berettiget, er der mellem parterne enighed om, at DSB’s senere modregning har været berettiget i henhold til konkurslovens § 42, stk. 1.

Om konkurslovens § 42, stk. 1, bemærkede Højesteret, at den, der har et tilgodehavende i et konkursbo, kan modregne med det fulde beløb og ikke blot med dividenden i gæld til boet. Konkurskreditorer, som har gæld til skyldneren, har således en fortrinsret frem for de øvrige kreditorer i kraft af denne modregningsret.

Situationen i den foreliggende sag var herefter, at DSB havde et uforældet krav mod konkursboet på 3,9 mio. kr. Konkursboet havde et uforældet krav mod DSB på 10 mio. kr. Konkursboet havde endvidere et forældet krav mod DSB.

Højesteret udtalte herefter, at i en sådan situation, hvor DSB og boet har ikke-forældede - ligeværdige - krav stående over for hinanden, kunne boet ikke ved at komme først med en modregningserklæring bestemme, hvorledes det samlede opgør mellem parterne skulle falde ud, herunder hvilke fordringer der skulle anses for dækket ved modregning.

DSB var derimod - uanset boets modregningserklæring - berettiget til at kræve opgøret gennemført på en sådan måde, at DSB’s uforældede krav afregnes i boets uforældede krav.

Med denne begrundelse stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom, om at modregningserklæringen ikke kunne tillægges nogen betydning.