Nyt tipvogntog
Scania Biler A/S i Odense har leveret en ny treakslet lastvogn med tippelad og påhængsvogn til Melby Vognmandsforretning ApS, Søndersø.
Der er tale om en Scania af typen R 500, der er udstyret med en V8 motor i Euro 5 udførelse, som er udstyret med SCR-katalysator. Chassiset er et LB6x2*4MNB, hvor alle aksler er luftaffjedrede og den bagerste aksel er en såkaldt ”danskerrumpe”, d.v.s. der er styring på den bagerste aksel.
Førerhuset er et CR19 af typen highline, transmissionen er Scanias nye Opticruise, og udstyret omfatter bl.a. Xenon lys, fjernbetjent centrallås, farveskærm i instrumentbordet, bøjle fra Trux til fjernlys samt lyskasse. Der er også lufthaner, som muliggør sænkning af førerhusets luftpuder, og der er Glasdesign side- og tagspoiler med diodelys bag.
Opbygningen omfatter et Skelhøje-tippelad samt en tilhørende treakslet påhængsvogn med tippelad beregnet til bl.a. foderstoftransporter, et suge/blæseanlæg fra Albjergs Maskintec i Stenstrup. Brande Autosadelmageri har stået for presenningerne samt polstring af førerhuset. Lakarbejdet er lavet af Sydfyns Autolak. Salgskonsulent Peter Madsen, Scania Biler A/S har stået for salgsarbejdet.