50 år og 25 års jubilæum
Statsautoriseret revisor og partner hos KPMG, Kaj Glochau, Aabenraa, markerer 50 års fødselsdag og 25 års jubilæum.
Kaj Glochau er født og opvokset i Aabenraa, hvor han tog studentereksamen i 1979. Efter et par år rettet mod et ingeniørstudie skiftede han retning og tog højere handelseksamen i 1982, hvorefter han fik ansættelse hos en revisor i Haderslev, samtidig med at han påbegyndte HD-studiet. 1. august 1985 – to dage efter hans 25 års fødselsdag - begyndte han hos KPMG i Aabenraa.
I 1986 fik Kaj Glochau sin HD-eksamen, og i 1990 fik han sin kandidatgrad som cand.merc.aud. Efterfølgende bestod han eksamen som statsautoriseret revisor i 1992 og blev partner i 1995.
Kaj Glochau har gennem de 25 år i KPMG beskæftiget sig med mange forskellige opgaver, og har opbygget en omfattende viden om transportbranchen. Han har således ansvaret for vejtransport i KPMGs branchegruppe for transport.
Han har et bredt netværk i transportbranchen og bliver jævnligt anvendt af brancheorganisationer og medier.
Ved siden af jobbet er Kaj Glochau del af en lang række både sociale og erhvervsrelaterede netværk, og har en bred kontaktflade. Han bor i Hostrupskov ved Aabenraa Fjord med sin datter Anne, der er 14 år.
Fritiden går med venner, netværk, jagt, hurtige biler, samt datteren og hendes fritidsinteresser.
Jubilæet markeres med en reception på Restaurant Knapp i Aabenraa på fredag, den 13. august kl. 14-17.