To nye slamsugere til forsvaret
Simon Moos Maskinfabrik i Sønderborg har netop leveret to nye slamsugere til Hærens Materiel Kommando.
Den ene af de nye slamsugere skal sendes til Afghanistan, hvor den skal hjælpe de danske styrker, mens den anden skal anvendes i Danmark som et øvelseskøretøj, til kursus og oplæring af soldaterne inden de sendes ud.
Slamsugerne er bygget op på MAN-chassiser 8x8 med træk på alle hjul, og derfor særdeles velegnede til kørsel i vanskeligt fremkommeligt og kuperet terræn. Førerhuset bliver inden udsendelsen forsynet med 1,5 tons armeringsstål for at sikre soldaterne som skal køre lastvognene.
- Opbygningerne har været en spændende opgave for Simon Moos Maskinfabrik, fordi slamsugere normalt kun skal køre på almindelige veje, mens disse er bygget op med stor vægt på krængning og vrid af chassis og anlæg i ufremkommelige områder, fortæller Carsten Clausen fra Simon Moos Maskinfabrik.
Endvidere skal køretøjerne kunne køre i vand i en dybde på 1,5 meter og de er derfor bygget så de er vandtætte helt op i den højde. Slamsugerne er forsynet med pumper som på en brandbil, og kan derfor anvendes som brandslukningskøretøjer, og anlæggene er endvidere forsynet med desinfektions-anlæg til bekæmpelse af mindre miljøulykker eller miljøkatastrofer.
Opbygningerne er også ADR-godkendte hvilket betyder at de må transportere brandfarlige væsker. Der er gået ca. 4 måneder til opbygning pr anlæg. Simon Moos Maskinfabrik A/S har tidligere forestået levering til både det danske og norske forsvar, og det er man stolte af, da det er et vigtigt kvalitetsstempel at være leverandør til forsvaret.