Norsk tankskib undslap piratangreb
Spansk krigsskib har pågrebet syv formodede pirater i forbindelse med redningsaktion.
Det norske tankskib MV Bow Saga blev angrebet af somaliske pirater i Adenbugten tirsdag. Skibet besætning holdt piraterne fra borde med vand fra skibets brandslanger indtil helikopteren fra den spanske fregat Victoria fra EU’s flådestyrke NAVFOR kom til undsætning.
Det fik piraterne til at afbryde angrebet og de forsøgte herefter at flygte. Varselsskud fra helikopteren og siden fra det spanske orlogsfartøj tvang piraterne til at overgive sig. De syv pirater blev herefter arresteret og der blev beslaglagt flere våben fra piraternes fartøj. Mulighederne for at retsforfølge piraterne undersøges nu ifølge NAVFOR.
Ingen besætningsmedlemmer ombord på kemikalietankskibet Bow Saga blev såret under angrebet og skaderne på skibet beskrives som beskedne.