Vestfyn Trækker igen i 2011
Vestfyn Trækker i Ejby skulle efter planen først afholdes igen i 2012, men efter ønske fra udstillerne er man tilbage med messen allerede næste år.
- På baggrund af udstillernes ønsker har vi valgt at holde Vestfyn Trækker igen fra den 27. til 29. maj 2011, siger VBG’s direktør, Per Mikkelsen.
Beslutningen er truffet på baggrund af de spørgeskemaer, som udstillerne har udfyldt efter årets messe.
– Et stort flertal ser gerne, at arrangementet afholdes igen allerede i 2011, og det ønske har vi valgt at efterkomme. Vi holder messen for at dække et behov hos udstillerne, som for manges vedkommende også er VBG’s partnere og kunder i det daglige. Ønsker de en messe, er vi indstillet på at holde den – og gør de ikke, lader vi være, siger Mikkelsen om baggrunden for at arrangere Vestfyn Trækker i et år, hvor der også bliver transportmesse i Herning.
VBG er samtidig gået fra idéen om at arrangere mindre ’satellitudstillinger’ andre
steder i landet.
– På grund af den centrale beliggenhed tiltrækker messen besøgende fra hele landet. En analyse har
vist, at gæsternes geografiske fordeling er forholdsvis jævn, og set i det lys vil vi hellere holde én fuldstændigt dækkende udstilling end flere mindre, siger Per Mikkelsen.
ForbedringerTil næste år skal det nye ekstra areal forbedres (det blev meget mudret under årets regnvejr) og VBG arbejder også på at etablere et særskilt område til demonstration af materiel. En ny standplan vil desuden give en bedre pladsudnyttelse og plads til yderligere 26 udstillere. Desuden forlænges åbningstiden om fredagen.
Det går fremadPer Mikkelsen tolker udstillernes tilbagemeldinger som signaler om begyndende medvind i transportbranchen.
– Vi har været igennem en svær tid, men nu går udviklingen i den rigtige retning. Derfor oplever vi et udpræget behov hos branchens leverandører, for at vise deres produkter frem og komme i tættere dialog med kunderne.
Direktøren glæder sig over, at foråret kommer til at byde på to store professionelle transportmesser i
Danmark. Ud over Vestfyn Trækker drejer det sig om udstillingen i Messecenter Herning, der senest blev afholdt i 2007.
– At der i 2011 afholdes to store arrangementer, er et stærkt signal om, at optimismen breder sig, vurderer han og peger på, at de to arrangementer supplerer hinanden godt.