23948sdkhjf

Grov uagtsomhed – der skal meget til

Sø- og Handelsretten har for nylig afsagt en meget illustrativ dom, der indrammer centrale spørgsmål om transportørens ansvar og pligter, herunder om denne har udvist grov uagtsomhed.

Sø- og Handelsretten har for nylig afsagt en meget illustrativ dom, der indrammer centrale spørgsmål om transportørens ansvar og pligter, herunder om denne har udvist grov uagtsomhed.



Af advokat Anders Hedetoft & advokat Martin Juste, Delacour Dania, Århus

Sagens resultat var i høj grad påvirket af lovens fordeling af bevisbyrde, hvilket i sidste ende kom transportøren til gavn.

Sagens faktum drejede sig i de væsentligste træk om følgende. Det i Odense beliggende medicinalfirma skulle i 2008 have transporteret et medicinalprodukt fra Odense til Finland. Af sundhedsmæssige årsager skulle dette produkt opbevares mellem 2˚ og 8˚C, også under transporten. Medicinalfirmaet indgik derfor en transportaftale med en større dansk speditør om landevejstransporten fra Danmark til Finland, således at medicinalprodukterne skulle fragtes i en køletrailer som køletransport.

Det fremgik klart af fragtbrevet, som var et bevis på parternes aftale og som gengav det overordnede indhold af denne aftale, at der var tale om en køletransport, ligesom medicinalfirmaet ved læsningen af godset gjorde det tydeligt for chaufføren, at temperaturen i køletraileren skulle være inden for det aftalte interval.

Trods forholdsreglerne og instrukserne kunne parterne ved ankomsten i Finland konstatere, at temperaturen i køletraileren ikke var mellem de aftalte 2˚C og 8˚C, men i stedet helt oppe på 17,4˚C.

Medicinalproduktet var som følge heraf ikke lovligt at sælge i Finland og kunne heller ikke benyttes andetsteds, af hvilken grund hele produktets værdi var gået tabt for medicinalfirmaet.

Parterne lod herefter køletraileren undersøge for at finde årsagen til den høje temperatur. Men undersøgelserne gav intet resultat og parterne fandt derfor aldrig den præcise årsag til skaden. Den mest sandsynlige årsag var dog formentlig, at chaufføren ikke havde tilsluttet køletraileren korrekt, så kølemaskinen var gået i stå.

Parternes påstande

Medicinalfirmaet og dets forsikringsselskab rettede herefter krav mod speditøren om betaling af godsets fulde værdi, idet der efter deres mening var tale om grov uagtsomhed fra chaufførens side, da han formentlig ikke havde tilsluttet traileren korrekt og ej heller havde kontrolleret temperaturen undervejs. Var det tilfældet, kunne speditøren ikke begrænse sit erstatningsansvar i henhold til reglerne herom i CMR-loven.

På den anden side gjorde speditøren gældende, at det ikke var lykkedes medicinalfirmaet at løfte sin bevisbyrde for, at chaufføren havde handlet culpøst, idet årsagen til temperaturstigningen aldrig var fundet, men alene var baseret på løse og usikre antagelser.

I forlængelse heraf gjorde speditøren gældende, at chaufførens handlemåde i øvrigt heller ikke var groft uagtsom, idet der stilles store krav til dette, jf. CMR-lovens § 37.

CMR-lovens regler

CMR-loven angiver ikke, hvad der skal til, for at der er tale om grov uagtsomhed i lovens forstand. Det afgøres af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

Ifølge medicinalfirmaet skulle momenter såsom godsets værdi, omfanget af risikoen for skadens indtræden, samt fragtførerens forudsætninger for at afværge skaden, tages i betragtning ved denne vurdering.

I modsætning hertil anlagde speditøren det synspunkt, at der stilles meget høje krav, før der er tale om grov uagtsomhed, ligesom det var medicinalfirmaet, der havde bevisbyrden for, at der er tale om grov uagtsomhed.

Rettens resultat

Sø- og Handelsretten lagde i sin afgørelse til grund, at det ikke var afklaret, hvad der var årsag til temperaturstigningen i traileren.

Det blev derfor afgørende for rettens resultat, at medicinalfirmaet bar bevisbyrden for grov uagtsomhed efter CMR-lovens § 37. Det forhold, at temperaturen steg under transporten var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere grov uagtsomhed.

Som følge heraf, var speditøren berettiget til at begrænse erstatningen i overensstemmelse med CMR-lovens § 29, stk. 2.

Konklusion

Afgørelsen illustrerer, at man som transportør har en række ”forsvarsargumenter” i sager af den pågældende type. Modparten skal således både bevise sit fulde tab, og hvad der er mere vigtigt, skal modparten bevise, at fragtføreren har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Det er en svær bevisbyrde at løfte, især i sager hvor skadesårsagen er vanskelig at definere med sikkerhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063