EU kørt i grøften
Det er en klassiker: Politikerne træffer en beslutning for at løse et problem, men samtidig skaber de et nyt.
Af Gwyn Nissen
Den seneste og måske grelleste eksempel, er EU-politikernes beslutning om at arbejdstidsdirektivet også skal gælde selvkørende vognmænd.
EU-politikerne gik efter at stoppe ”falske” vognmænd, der er tilknyttet et firma som selvstændige, men i virkeligheden er de blot ansatte. Men som selvstændige har de ikke de samme rettigheder, som ansatte, og det udnyttes groft forskellige steder i Europa.
Det er forståeligt, at politikerne vil den sociale dumping til livs, men med afgørelsen om, at de selvkørende vognmænd i fremtiden kun må arbejde 48 timer om ugen, har politikerne også ramt de ”rigtige” selvstændige - og placeret en bombe under iværksætteriet.
Den selvkørende vognmand kører den maksimalt tilladte køretid i løbet af en arbejdsuge, hvorefter han ordner alt det praktiske omkring lastbilen, regnskaber og firmaet. Men det er der i fremtiden sat en tidsgrænse på.
Frygten er nu, at ordningen også breder sig til andre erhverv, hvor f.eks. konsulenter eller freelancere er tilknyttet virksomheder på faste aftaler – men i regi af deres eget firma. I virkeligheden er det jo en god måde, at starte op på og sidenhen måske vokse.
Udover at afgørelsen er indlysende tåbelig, så bliver det mere end svært at kontrollere de selvkørende vognmænds arbejdstid. Og allerede nu er diskussionen i gang i forhold til, hvad der tæller med i vognmandens arbejdstid: er det kun arbejdstiden omkring lastbilen? Tæller kontorarbejde med? Hvad med kundebesøg?
Det værste er næsten, at den slags EU-afgørelser underminerer den i forvejen skrøbelige opbakning og tiltro til EU, og derfor kan det koste dyrt på længere sigt.
EU-politikerne har ganske enkelt mistet herredømmet over sagen og er endt i grøften. Spørgsmålet er, om de kan komme op igen ved egen kraft...
gn@transinform.com