Molen skred: Sø- og Handelsretten frifinder forsikringsselskab i sag om sammenstyrtet mole i Gedser Havn.

Forsikringspolicer er et studie for sig. Udgangspunktet for kaskopolicer vil jo normalt være, at der er dækning for skader på de forsikrede genstande, men undtagelsesbestemmelserne er ofte det, der optager mest plads i policerne.

Sådanne undtagelsesbestemmelser var også udsat for nærmere granskning i en sag, hvor Sø- og Handelsretten den 14. juni har afsagt dom. Sagen tog sit udspring i 2004, da en havnemole i den privatejede havn i Gedser styrtede sammen og havnen efterfølgende afkrævede sit forsikringsselskab små 2.500.000 kr. til reparation af skaderne.

Forsikringsselskabet afviste imidlertid at betale under henvisning til forskellige undtagelser i policen, herunder til det i forsikringsterminologi så grundlæggende begreb ”pludselig skade” - eller mangel på samme.

I sagen var tegnet en såkaldt ”bygnings- løsøre- og driftstabsforsikring på all-risks-vilkår” og i policens pkt. 210.10 var anført følgende om det dækningsberettigede udgangspunkt:

”Forsikringen dækker pludselige, direkte og uforudsete begivenheder, der rammer de forsikrede genstande, medmindre andet fremgår af policens almindelige eller særlige forsikringsbetingelser. De forsikrede genstande er de i stk. 320 nævnte bygninger m.v. og det i stk. 410 nævnte løsøre.”

Af punkt 220 fremgår en række ”undtagelser fra forsikringsdækning”, herunder:

Punkt 220.12: ”Skade som følge af slid, rust og tæring”

Punkt 220.14: ”Skade på genstande, der er fejlkonstruerede, behæftede med materiale- fejl eller udført forkert, når skaden er forårsaget heraf.”

Punkt 220.17: ”Skade som følge af mangelfuld pasning eller vedligeholdelse, for så vidt det kan lægges ansvarlige medarbejdere til last.”

Punkt 220.21: ”Skade som følge af materialesvigt og indvirkning af centrifugalkraft samt væske-tryk eller istryk.”

Punkt 220.30: ”Skade fra bygge-, montage- og/eller reparationsarbejder, der er under udførelse, i det omfang arbejdet udføres af andre end forsikringstagerens egne folk. …”

Forsikringen omfatter bl.a. ”moler, kaj og havneanlæg”. Under ”Særlige betingelser” er om ”All-risks definition” anført:

”Forsikringen dækker direkte fysiske skader eller tab på de forsikrede genstande ved pludselige og uforudsete begivenheder af hvilken som helst årsag, uanset at årsagen ikke er pludselig.

Definition – Fysisk skade

Med fysisk skade på og/eller tab af property menes skade på eller tab af de i policen forsikrede byg-ninger og løsøre.”

Sagen startede natten mellem 2. og 3. april 2004, hvor ca. halvdelen af indersiden af Gedser havns østmole sank sammen over en længde på ca. 48 meter og skred ud i havnebassinet. På tidspunktet for udskridningen havde der været reparationsarbejder i gang på molen i ca. 5 uger.

Molen blev oprindeligt opført i årene 1883-1885. Den har en kerne af sten, der ligger mellem to vægge af træpæle, der er hamret ned i havbunden. Væggene holdes gensidigt på plads af stålankre, der er fastgjort til pælene med træstræk.

I 1944-1945 gennemgik molen en omfattende omkonstruktion. Der blev bl.a. lagt en betonoverbygning på pælevæggene, og den gensidige forankring blev forstærket. Molens ydre side har en stenbelagt skråning - et glacis.

Molen har tidligere bl.a. været anvendt som oplægningsplads for færger, i gamle dage dampfærger, og i nyere tid senest Easy Lines færge til Rostock 1998-2000.

Skredet blev med henvisning til Havnens all-risks forsikring hos Forsikringsselskabet anmeldt til Forsikringsselskabet i en e-mail af 5. april 2004. Det fremgik af anmeldelsen, at ”årsagen til uheldet … ikke på nuværende tidspunkt [kan] fastslås da uheldsstedet er ved at blive undersøgt for sikkerhed” og ”vi kan foreslå at en taksator fra Forsikringsselskabet besigtiger skadesstedet i dag.”

Der blev til brug for sagen indhentet en række forskellige erklæringer og udtalelser, og en af dem var en dykkerundersøgelse rekvireret af et ingeniørfirma, som forsikringsselskabet havde bedt om at belyse forholdene. Af dykkerundersøgelsen fremgik bl.a.:

”Pælenes tilstand: På toppen af pælene forefindes der mindre angreb af pæleorm – på bunden er pælene friske. Den smule pæleormsangreb der forekommer, bevirker ikke en svækkelse af pælene. Bagved pælene er der fyldt med sten – ingen hulrum at se, derfor ses ej heller nogle ankerbolte. Foran kajen er 3 fenderpæle – deres tilstand er god.

Ved station 100 – ved sidste eksisterende bolte er så stort et pres at pladen er bukket. Der hvor betonkajen er helt sammenstyrtet, fandtes ingen bolte overhovedet – hverken gamle eller nye. Dette er for mig helt uforståeligt.”

Ingeniørrapporten afsluttedes i øvrigt med følgende sammenfatning:

”Det vurderes, at det sandsynligvis har været den igangværende aktivitet med udbedring af forankring på den indvendige side mellem St. 100 á St. 110, kombineret med de konstaterede revner i betonoverbygningen ved denne position, som har været den egentlige udløsende årsag til sammenbruddet af Østmolen, idet konstruktionen på dette tidspunkt, allerede stod med meget lav sikkerhed som følge af stor vanddybde og svækket forankring. Arbejdsgang med demontering af 1 á 2 stræksektioner, kombineret med bølgepåvirkning som følge af frisk vind til kuling fra sydøst og øst, har sandsynligvis givet det sidste skub til at konstruktionen er brudt sammen.”

På grundlag af Ingeniørfirmaets rapport afviste Forsikringsselskabet i brev af 15. juli 2004 at yde Havnen erstatning. Forsikringsselskabet henviste til, at molen ifølge rapporten var styrtet samme som en følge af ”flere sammenhængende årsager” som i brevet var angivet som

- pæleormsangreb i strækkene,

- korrosionsangrebne stålankre,

- forskellige vanddybder inden og uden for molen på grund af foretagne uddybninger,

- rystelser fra ramningen af spuns i 2001-2002, samt

- igangværende udbedringsarbejder på den indvendige side.

Forsikringsselskabet anførte med henvisning hertil, at skaden efter Forsikringsselskabets opfattelse ikke var forsikringsdækket i henhold til betingelsernes punkt 210.10, idet der ikke var tale om en pludselig, direkte og uforudset hændelse.

Forsikringsselskabet afsluttede brevet med at anføre, at ”vi ikke har behov for at foretage flere undersøgelser af det skaderamte”.

Under sagen i Sø- og Handelsretten blev der afholdt syn og skøn og herudover afhørtes en række vidner, bl.a. en ingeniør, der var ansat i havneafdelingen i det ingeniørfirma, Forsikringsselskabet brugte som rådgiver i sagen, og som havde udfærdiget den rapport, som dannede grundlag for Forsikrings-selskabets afvisning af dækning.

Ingeniøren lagde ud med at udtale, at den rygende pistol findes ikke, og skredet måtte skønnes at skyldes en kombination af flere skadesårsager: Vanddybden i havnen var større, end molen oprindeligt var designet til, den fordelende bjælke var stærkt svækket af pæleorm, og muligvis havde også korrosion af stålankre influeret.

De udvendige reparationer med nedramning af spunsjern kunne have haft betydning. Reparation af bjælkeforankring på forsiden havde måske spillet ind, og muligvis havde det, der fik bægeret til at flyde over, været vind og bølger, hvilket ikke burde været noget problem, men kunne være det, hvis molen stod med meget lav sikkerhed.

Efter vidnets vurdering skyldtes ca. 50 % af årsagen vanddybden og 40 % forankringen. Han kunne vanskeligt sætte tal på den sidste brøkdel. Med forankring mente han, at bjælken var blevet svækket. Trykfordelingen var dermed svækket. Også betonkonstruktionen havde en fordelende funktion, men den var revnet, og effekten var derfor begrænset. Man ville sikkert kunne nå til andre resultater, hvis man opstillede det på andre måder. Han havde ikke selv set stræk, der var angrebet af pæleorm.

Molen fungerede fint til formålet. Spørgsmålet er, om man har været tilstrækkelig opmærksom på vanddybdeforholdene. En måling ca. 3 meter fra kajkant viste en vanddybde på 5,7 meter. Det er rigtigt, at havnelodsen for 1951 viser ca. samme dybdeforhold som havnelodsen for 1958, nemlig ca. 5,5 meter ved kajkant på molens inderside og ca. 5 meter på yderside.

Hvis revnen i betonen ikke havde været der, ville betonen have kunnet fordele kraften. Den del af betonen, som vidnet selv kunne se, havde ingen revner, men så fornuftigt ud. At revnerne indgår i vidnets rapportkonklusioner, skyldes rationaliseringer på grundlag af oplysninger i havnesynsrapporterne.

Sø- og Handelsretten anførte i sine præmisser, at når de skønsmæssigt baserede konklusioner i Ingeniørfirmaets rapporter sammenholdtes med de under bevisførelsen i øvrigt fremkomne oplysninger, herunder ingeniørens forklaring, så fandt retten, at årsagerne til skaderne ikke ”lader sig fastslå med nogen større grad af sikkerhed”.

Retten mente, at denne usikkerhed også var gældende ved vurderingen af den betydning, som vand-dybdeforholdene i havnebassinet, om hvilke der ikke foreligger entydige oplysninger, måtte have haft for skadernes opståen. På dette grundlag fandt retten ikke, at nogle af de af Forsikringsselskabet påberåbte dækningsundtagelser kunne bringes i anvendelse.

Derimod fandt retten imidlertid under de foreliggende omstændigheder, at da havnen ikke havde kunnet pege på forhold, der kunne give et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at skaderne kunne antages at være sket ”ved pludselige og uforudsete begivenheder”, kunne skaderne ikke anses for omfattet af den all-risk-forsikring, som Havnen havde tegnet hos Forsikringsselskabet. Forsikringsselskabets frifindelsespåstand blev derfor til følge og havnen må nu overveje, om sagen skal indbringes for Højesteret.