Flere heste pynter på Doblo
Test: Fiat Doblo Cargo 1.6 Multijet sluger mere diesel, men giver mere køreglæde.
Af Lars Lassen
Selv om Fiats roste 1,3 liters multijetmotor leverer en høj ydelse og en fornem brændstoføkonomi, så kommer den lidt til kort i den forholdsvis store og tunge Fiat Doblo Cargo. Bevares – de fleste vil givetvis være ganske tilfredse med de 90 heste og drejningsmomentet på 200 Nm.
Men som Danmarks Transport-Tidende kunne konstatere i forrige nummer, så rækker det ikke til frisk kørsel. Slet ikke når lasteevnen er tæt på fuld udnyttelse. Det er til at leve med, men den lille multijet støjer også mærkbart, når den skal arbejde under pres.
Her er den større 1,6 liters multijet langt blidere ved ørerne. 115 hk og et drejningsmoment på 290 Nm gør Doblo Cargo til en langt mere dynamisk varebil, som man gerne tager med på langtur.
Det koster lidt på brændstofkontoen, da den store motor kun kan køre 19,2 kilometer på en liter diesel, hvor 1,3 liters motoren klarer 20,8 ved blandet kørsel.
I praksis er det noget nær umuligt at nå producentens forbrugstal, men begge motorer leverer en pæn brændstoføkonomi. Men da den store motor givetvis vil inspirere mange førere til mere flittig speedermassage, så bliver det nok endnu sværere at nå Fiats optimistiske brændstof-mål.
1,6 liters motoren levers med en 6-trins gearkasse, der er let betjent og virker velafstemt til motoren.
Som sin lillebror er Doblo Cargo 1,6 udstyret med Fiats ’Start&Stop’ system, der automatisk slukker for motoren, når bilen holder for eksempelvis rødt. Når man så kobler til og træder på speederen, tænder motoren igen.
Op til et tonsMed en lasteevne fra 750 og helt op til 1000 kilo samt en varerumsvolumen fra 3,4 op til 4,2 kubikmeter rykker den nye Fiat Doblo Cargo i front i feltet af små fabriksbyggede varebiler.
Der er glimrende adgangsforhold til både varerum og førerkabine. Fiats lille rummelige slider klarer disciplinen budbil – hvor føreren jo skal ud og ind af bilen – for og bag – mange gange i løbet af en arbejdsdag til UG.
Der kan vælges mellem en tophængslet bagklap – et element, der formentlig stammer fra personvognsudgaven af Doblo – og mere brugbare todelt bagdøre, der er hængslet i siden.
Skydedøren i siden – der findes en model uden - er ikke bred nok til at laste eksempelvis en europalle. Det gør dog ikke noget, da varerummet – selv på volumenudgaven ikke er længere end at en gaffeltruck sagtens kan nå fra bagindgangen.
Doblo Cargo leveres i to længder. Begge udgaver har et såkaldt multilink baghjulsophæng – der findes i to versioner. Grundmodellen, der er standard på den korte Doblo Cargo, er kun dimensioneret til en nyttelast på 750 kilo, mens den kraftigere version, der er standard på den lange Doblo Cargo tillader nyttelast fra 800 til 900 kilo.
Den mere robuste udgave af baghjulsophænget er også en option på den korte Doblo Cargo variant, der så får en nyttelast på 1000 kilo.
Bedre komfortBortset fra motor-teknologien findes det største løft på den nye Fiat Doblo Cargo i førerkabinen, der byder på bedre komfort og design. Førersædet vinder ingen priser, men det er en mærkbar forbedring i forhold til forgængeren.
Doblo Cargo markerer sig positivt på sikkerhedssiden med frontairbags til fører og forsædepassager, samt sideairbags til beskyttelse af hoved og bryst. Kabinen er naturligvis kollisionssikret med deformationszoner.
Når det gælder den aktive sikkerhed, har Doblo Cargo naturligvis ESP samt ABS-bremser med elektronisk bremsekraftfordeling, bremseassistent og anti-spin regulering.
Doblo Cargo følger trenden, når det gælder rigelig aflægningsplads i kabinen, med en hattehylde over forruden, store ’lommer’ i sidedørene og pennebakke over instrumentpanelet, samt et par små hylder og naturligvis handskerum.
Fiat Doblo Cargo 1.6 ’Elegant’Motor: 4-cyl. 1.6 liters Multijet’
Ydelse: 105 hk
Moment: 290 Nm
Topfart: 164 km/t.
Forbrug: 19,2 km/l ved blandet kørsel
Nyttelast: 758 kilo inkl. fører og brændstof
Ejerafgift: 1610 kroner/halve år
Pris: Kr. 141.999 ekskl. moms
ll@transporttidende.com