Doll styrker sin position i Danmark
Den store sydtyske producent af blokvogne og køretøjer til tømmertransport, Doll Fahrzeugbau AG i Oppenau har netop forstærket sin position på det skandinaviske marked gennem etableringen af en aftale med Brdr. Platz A/S i Haderslev.
Aftalen betyder, at Brdr. Platz A/S indtræder som forhandler af det samlede Doll-program.
Doll er kendt for produkter af meget høj kvalitet og, ud over deres velkendte blokvogne til alle former for specialtransport, er koncernen i Tyskland verdens største producent af køretøjer og opbygninger til tømmertransporter.
- Doll står i Danmark stærkt på markedet for blokvogne til transport af vindmøller, fortæller direktør Jens Erik Platz.
- Men de har også et meget stærkt ønske om at få en større del af markedet for såvel tømmertransporter, som blokvogne til andre former for specialtransporter end blot vindmøller, og det er her vort firma kommer ind i billedet. Vi vil sammen med Lars Schødt, som hidtil har været ene om at repræsentere Doll i Danmark, tilføre salget den ekstra kapacitet, som er nødvendig for at nå ud med hele det brede program til de danske vognmænd.
- Vi har i Brdr. Platz mere end 30 års erfaring i betjening af de danske vognmænd, og i forbindelse med vort nye, topmoderne karrosseriværksted, har Doll nu fået en forhandler, der både kan tilbyde at fremstille og levere kundespecifikke tilpasninger på trailere og påhængsvogne såvel som service og reparationer af enhver art. Vi ser meget frem til samarbejdet med Doll og Lars Schødt. Med deres produkter indenfor blokvogne og tømmertransporter, har vi sammen med vore mangeårige leverandører fra Renders og M&V skabt en produktpallette, der dækker alle former for transportmateriel til det danske marked, slutter Jens Erik Platz.