Ny unik link-trailer fra Pacton
Pacton Scandinavia A/S i Stilling har netop i dag lanceret en ny Pacton linktrailer til forskellige transportbehov.
Den nye link er udviklet i nært samarbejde med et par kunder, hvor de allerede opnåede erfaringer med linktrailere og nye ønsker om forbedringer er blevet bearbejdet og ført ud i livet af Pacton i Ommen.
Premiere-linken er bygget som en avanceret fragtmandstrailer med gardinopbygning og bl.a. stokke til sikring af gods som f.eks. jernprodukter etc. Selve linktraileren er bygget ud fra det sædvanlige koncept med en chassisramme og en forskydelig akselsektion i bagenden, som er udstyret med en sættevognsskammel til den bagerste trailer.
De store forbedringer, som absolut vil blive hilst velkommen af kommende brugere, omfatter en ny luftstyret sættevognsskammel til den bagerste trailer. Skamlen åbnes og lukkes ganske enkelt ved påvirkning af en kontakt ude i højre side mellem de to aksler. Derved skal chaufføren ikke tænke på om der skal fjernes et betjeningshåndtag til skamlen inden akselsektionen kan skubbes ind under chassiset. Et alvorligt problem mange chauffører som kører med linktrailere i dag kan nikke genkendende til. Mange har da også prøvet at stå med et ødelagt håndtag, så den bagerste skammel ikke kunne betjenes, ved den efterfølgende tilkobling.
Flere nyhederMen der er flere gode nyheder. Luftslangerne til den bagerste trailer kan nu bare sættes på, mens hanerne først kan åbnes når chaufføren står ude på siden af linktraileren. Det sker fra en betjeningsboks, der er placeret mellem de to aksler i venstre side. Derved er der minimalt arbejde oppe på traileren. Skabet, der er konstrueret som et åbent skab, er udstyret med lys, som lyser ned over funktionerne, så man altid kan se hvad man laver. Når akselsektionen skal forskydes aktiveres åbningsmekanismen som styrer de kraftige bolte ved hjælp af et Wabco SmartBoard betjeningsdisplay.
Det en stor forenkling hvor der samtidig ikke er så mange muligheder for fejltagelser. Akselsektionen forskydes på valser som er udstyret med dobbeltlejer, der kræver smøring med fedt, både ude og inde fra. Akselsektionen forskydes da også let og elegant, og det må siges at være en rigtig god løsning.
Den indvendige ladlængde er på 8110 mm og linktrailerens hals er konstrueret så den blot er 125 mm høj, hvorved den indvendige højde er på 2760 mm og indlæsningshøjden i siden holdes på 2760 mm. Linken er også udstyret med to mulige kørehøjder, med 1100 eller 1200 mm i forenden og 980 mm eller 1080 mm i skammelhøjde i bagenden, så traileren let kan tilpasses både forskellige trækkere og standardtrailere.