Chok for selvkørende vognmænd
Europa-Parlamentet valgte at forkaste et forslag fra Kommissionen, om at udelade selvkørende vognmænd fra arbejdstidsdirektivet.
Chaufførers køretid er dækket af omfattende arbejdstidsregler, men gårsdagens afstemning betyder, at selvstændiges øvrige arbejdstid, også vil blive genstand for kontrol. Venstres transportordfører i Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen, kalder udfaldet af dagens afstemning for ulykkeligt.
- Det er helt ny praksis at regulere selvstændiges arbejdstid, og det er en meget uheldig vej at gå. Det er netop ved en flittig og innovativ indsats, at en iværksætter kan tage kampen op mod mere etablerede aktører på markedet. Det er dybt beklageligt, at vi i en tid med økonomisk krise, vælger at gøre livet surt for de personer, der skaber vækst og beskæftigelse, siger Anne E. Jensen.
Afvisningen af forslaget blev især båret igennem af Socialdemokraterne og De Grønne. Her var argumentet, at trafiksikkerheden ville komme i fare. Men den køber Anne E. Jensen ikke.
- Alle chauffører er omfattet af køre/hviletidsreguleringerne, så selvstændige vil ikke komme til at bruge et minut mindre bag rattet, som følge af denne afstemning. Der er tale om regulering for reguleringens skyld, og det er formynderi af værste skuffe, siger Anne E. Jensen.
Hun peger på, at selvstændige chauffører – herunder 3500 danskere - fra dags dato er omfattet af arbejdstidsreglerne, mens Michael Svane, direktør ved DI Transport mener, at ”det punkt er uafklaret”, da ændringen muligvis først skal implementeres herhjemme.
Uselvstændige selvstændige- Med dagens afstemning har Europa-Parlamentet talt, det må vi respektere. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi meget gerne havde set et andet udfald, siger Michael Svane, der mener, at EU har gjort de selvstændige uselvstændige ved at regulere deres arbejdstid.
- Kommissionen har tilkendegivet, at den vil gå i tænkeboks efter dagens afstemning. Vi er stærkt bekymrede for, at vi kun har set det første skridt i retning af en regulering af arbejdstiden for de mere end 150.000 selvstændige erhvervsdrivende alene i Danmark. Det er en kedelig udvikling for den danske og europæiske iværksætterånd, siger Michael Svane, der peger på, at arbejdstiden bliver svær at kontrollere.
Han tror ikke, at det sidste kapitel er skrevet i sagen:
- EU-kommissionen fremlægger snart sin vækststrategi. Hvordan man vil skabe innovation og vækst, når man samtidig vil regulere de selvstændiges arbejdstid, ved jeg ikke. Derfor vil vi fra DI fortsat presse på, for at få omstødt beslutningen, siger Svane.
Tilbage til de krumme agurker- Dagens afstemning er udtryk for, at der fortsat er dele af Europa-Parlamentet, som tror på, at mere regulering og flere byrder er måden at styre et erhverv på. De krumme agurkers tid er tydeligvis ikke forbi hos denne gruppe af parlamentarikere, selv om de ofte i deres skåltaler siger noget andet, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen.
DTL vil nu sammen med sit netværk for selvkørende gå i dialog med de danske myndigheder for at finde en måde at anvende reglerne på.
- De skal skabe mest mulig fleksibilitet, mindst muligt besvær for de selvkørende og mindst mulig økonomisk belastning både for de selvkørende og for det danske samfund, der nu skal ansætte mennesker til et kontrolapparat på området, siger EU-chefen.
Han ærgrer sig over resultatet af afstemningen, der hverken gavner færdselssikkerheden eller den sociale sikkerhed.
IRU-kritikOgså den internationale vognmandsorganisation IRU star uforstående overfor EU-afgørelsen.
- Afstemningen tager slet ikke højde for, hvad landevejstransporten har brug for. Det her koster jobs og det vil skabe præcedens med hensyn til at indføre arbejdstidsregler for selvstændige I andre erhverv, frygter IRU, der understreger, at organisationen bakker op om såvel køre-/hviletidsregler og kampen mod falske vognmænd.
- Det nye direktiv løser bare ikke problemerne, påpeger IRU.