Redning eller ej: Sø- og Handelsretten underkender ved ny dom reders krav på bjergeløn.

I sidste nummer af Danmarks Transporttidende kunne jeg med udgangspunkt i en ny Sø- og Handels-retsdom berette om de særegne regler, der regulerer sammenstød og ”næsten-sammenstød” mellem skibe, og da samme domstol den 28. maj har afsagt en dom om de ikke mindst lige så specielle regler, der gælder om bjergning, er chancen der igen.

Sølovens regler tager også i dette tilfælde afsæt i en international konvention, og det særlige ved bjergning er, dels at der for at man kan gøre sig fortjent til bjergeløn, dels skal der være tale om en faresituation, dels at bjergningen har været en succes - det såkaldte ”no cure no pay”-princip. Søloven definerer i § 441, litra a således:

En anden ikke uvæsentlig faktor ved bjergningsreglerne er, hvordan man opgør bjergelønnen, når og hvis den er fortjent og § 446 har et helt katalog af betingelser, der bl.a. tager hensyn til, hvor farlig redningsaktionen har været og hvor professionel bjergeren har optrådt:

”Bjærgeløn skal fastsættes med henblik på at opmuntre til bjærgning, idet følgende kriterier skal ta-ges i betragtning:

Den konkrete sag drejede sig om Rederiet RSV havde krav på bjergeløn fra Rederiet OT, i anledning af begivenheder den 26. marts 2007 i isfyldt farvand ved Østgrønland. Her var Rederiet RSV’s rejetrawler ”Bjergeren” på fiskeri sammen med to andre trawlere, herunder Rederiet OT’s trawler ”Havari-sten”, der tog vand ind på grund af en revne i skroget.

Det krav, der var indtalt, for Sø- og Handelsretten var indtalt af Bjergeren for Sø- og Handelsretten og opgjort til kr. 3.500.000.

Bjergeren og Havaristen var sammen med et tredje skib, (”Det Tredje Skib”), den 25. marts 2007 beskæftiget med rejefiskeri i isfyldt farvand på Dohrn Bank ved Østgrønland. Havdybden i området var 300-400 m, og afstanden til nærmeste havn Isafjord på Island var ca. 200 sømil.

Om morgenen den 26. marts 2007 konstaterede Havaristens besætning, at der trængte vand ind i ”lysmaskinrummet” bagbord i agter ende. Af Havaristens maskindagbog (håndskreven) fremgik, at agterspejl var beskadiget, og at ”dykpumpe og ejector … ikke kunne lænse den indtrængende volume og nødbrandpumpens sugerør i [lysmaskinrum] blev skåret over og vendt ned i lænsebrønd, så den kunne køre som nødlænsepumpe.”

Under en sag som denne blev der naturligvis fremlagt en lang række bilag i form af rapporter, skriftlige udsagn, mv., ligesom stort set alle, der havde overværet situationen, blev indkaldt i retten for der (under strafansvar) at fortælle om deres oplevelser.

En af de rapporter, Sø- og Handelsretten fik forelagt, var udfærdiget af skipperen og styrmanden på Havaristen og deres oplevelser af, hvad der var sket, så således ud (på norsk):

Vedr. ca. kl. 05.00 Bjergeren ligger stille i isen. Det Tredje Skib er ca. ½ sjømil styrbord av oss. Havaristen er ca 2 sjømil rett forut. Det Tredje Skib (skipperen) kaller på oss via VHF om vi kan kom-me og løse dem. Vi bryter oss frem til Det Tredje Skib og får dem løs. Havaristen forespør på VHF om vi kan løse dem også. Vi bryter oss mot Havaristen med Det Tredje Skib bak oss. Havaristen sier over VHF at han tager sjøvann bak i båten, men alt var under kontroll. Kommer så til Havaristen og bryter han løs. Vi setter kurs østover 090* i konvoy Bjergeren først, Havaristen og Det Tredje Skib. Vanskelige isforhold.

Vedr. ca. kl. 07:00 Havaristen anroper på VHF’en og spør om vi kan vente fordi situasjonen ikke er under kontroll. Ligger stille og avventer.

Vi ligger stand-by og avventer. Havaristen har fått skade på skrog og tager inn sjø. Vanskelige isforhold.

Vedr. kl. 08:15 Får forespørsel på VHF fra Havaristen om noen har mobile pumper tilgjengelig. Vi vurderer situasjonen slik at Havaristen ikke greier å ta unna sjøen pga. lekkasje. De tager inn vann på bb side bak med hekken, men har ikke helt greid å lokalisere skaden. Det Tredje Skib opplyser om at han ikke har noen pumper tilgjengelig. Vår maskinsjef sjekker hva vi har av utstyr som kan hjelpe ha-varisten. Får tilbakemelding om at vi har 2 pumper tilgjengelig:

1. Lense ejektor (ellehammer). Kapasitet ca 13 m

2. Transportabel flygtpumpe. Kapasitet 14 m/h

Tar så kontakt med Havaristen.

Vedr. kl. 09:15 Får besked fra Havaristen om å gi assistance med pumper. Vi går så nært Havaristen at vi får kastet over en line, for så å sende over pumpene Havaristen har nå fått krengning til bb side.

Vedr. kl. 10:15 Pumpene er kommet ombord i Havaristen.

Vedr. kl. 11:00 Ligger stand-by ved Havaristen.

Vedr. ca. kl. 12:00 Havaristen har koblet seg opp med pumpene og greier å stabilisere sjøvann ni-vået. Dei har oppdaget 2 sprekker i skroget, i brønn på fabrikk dekk.

Vi starter så å bryte os ut av isen og siger østover i ca 090 grader i konvoi. Vi er først så Havaristen og Det Tredje Skib. Det er meget vanskelige isforhold.

Vedr. ettermiddag I samtale på VHF mellom to styrmann, sier styrmannen på Havaristen at de ikke hadde greid å redde båten, uten at de hadde fått ombord pumpene. Sjøen stod på et tidspunkt over arbeidsbenkene i verkstedet. Det er fortsat meget vanskelige isforhold.

Vedr. kl. 22:30 Kommer i åpen sjø, Havaristen må gå iland. Etter som de sier, kan de ikke risikere at en av pumpene stopper, for da greier de ikke å pumpe ut nok sjø til å holde det på et stabilt nivå.”

Sø- og Handelsrettens tre dommere, hvoraf to er sagkyndige og den sidste, der fungerede som retsformand, er jurist og ”professionel dommer”, skulle nu forsøge at tage stilling til, hvor farligt situationen havde været.

De koncentrerede sig i første omgang om størrelsen af den revne, hvor der via en tørretank var trængt havvand ind i Havaristens lysmaskinrum. Retten konstaterede, at der ikke var enighed om revnens størrelse og dens placering i forhold til vandlinien. Retten fandt derfor allerede af den grund, at det ikke var muligt med nogen rimelig grad af sikkerhed at kunne fastslå mængden af indtrængende vand i skibet.

Hertil bemærkedes, at den beregningsmetode, som Rederiet RSV henviste til under hovedforhandlingen, samt forudsætningerne herfor, ikke var dokumenteret af Rederiet RSV. Der var følgelig ikke grundlag for at afvise, at de pumper, som Havaristen gjorde brug af, havde tilstrækkelig kapacitet til at holde vandet i ave og klare lænsningen uden at inddrage de lånte pumper i processen.

I hvilket omfang, de to lånte pumper faktisk blev brugt af Havaristen, var efter bevisførelsen forbundet med nogen usikkerhed, men det måtte efter de foreliggende oplysninger antages, at dette kun fandt sted i begrænset omfang.

Havaristens egen samlede pumpekapacitet udgjordes af seks kraftige pumper på fabriksdækket, som ikke blev benyttet under lænsningen, to pumper i maskinrummet (a 40 m/t), som efter det oplyste blev brugt i beskedent omfang, samt de i øvrigt anvendte pumper, herunder nødbrandpumpen med en ubestridt kapacitet på 44 m.

Retten lagde på denne baggrund til grund, at Havaristens samlede pumpekapacitet i betydelig grad oversteg de vandmængder, hvorom der var tale - også hvis Rederiet RSV’ beregninger blev lagt til grund.

Herefter mente retten på baggrund af sin egen sagkyndige vurdering og efter de oplysninger, der forelå i sagen yderligere at kunne lægge til grund, at Havaristen under alle omstændigheder – som en ultimativ løsning – kunne have forseglet lysmaskinrummet, hvorved vandets indtrængen i andre rum ville være blevet standset, eller i hvert fald effektivt begrænset.

Den mængde vand, som efter en forsegling ville stå tilbage i lysmaskinrummet, ville ubestridt ikke have betydning for skibets manøvre-dygtighed.

På denne baggrund og idet de oplysninger, der forelå under sagen om de vanskelige isforhold, som Havaristen var konstrueret til at kunne klare (selv), fandt retten ikke, at Havaristen var stedt i fare i sølovens forstand, og Havaristens rederi blev derfor frifundet og modparten blev pålagt at betale sagens omkostninger.