Smart uden fart i varebilen
Codan Skadestop og Transportuddannelsescenter lancerer landsdækkende uddannelseskoncept.
Det er ikke kun chauffører bag rattet på de store lastbiler, der har behov for efteruddannelse. Også chauffører i varebiler har behov for at få fintunet færdighederne. Derfor lancerer Codan Skadestop og TUC Transportuddannelsescenter et landsdækkende uddannelseskoncept ”Smart uden fart”.
- Vi er blevet inspireret af den lovpligtige udannelse for chauffører – men den fokuserer kun på 30 procent af de ansatte inden for transportsektoren. Der kører langt flere varebiler end lastbiler på de danske veje, men underligt nok, er der ikke blevet fokuseret på denne gruppe chauffører, påpeger projektleder for strategisk salg i TUC, Allan Tirsgaard Larsen.
Derfor har TUC sammen med Codan Skadestop udarbejdet et kursus til virksomheder, der har lette erhvervskøretøjer, herunder håndværkere, salgsorganisationer, kurer-tjenester mm.
- Folk skal være bedre til at køre bil og agere bedre, siger Tirsgaard, mens konsulent Dorte Palmblad fra Codan Skadestop peger på, at det også handler om virksomhedens renommé.
- Ved at respektere andre i trafikken og tage hensyn, bliver medarbejderne en god repræsentant for virksomheder, siger Dorte Palmblad (foto – mellem Allan Tirsgaard og Tom Christoffersen).
Smart uden fart-kurserne ser således ikke kun på kørslen, men også på andre parametre. Således er kundeservice, fremtoning, og virksomheds-profilering også en del af konceptet.
Sikker kørselSkadestop-rådgiver Tom Christoffersen peger desuden på, at der ikke stilles krav til surring af gods i varebiler.
- Men det kan både være farligt for chaufføren og der kan ske skader på varerne, siger Christoffersen.
Det nye tiltag fokuserer især på en holdningsændring i virksomheder, begyndende ved ledelsen, men også omfattende administrativt personale, der ofte ”skubber på” for at få chaufføren til at nå flere stop.
- Vi har som forsikringsselskab en interesse i, at der bliver færre skader, men det samme bør virksomheden have, for selv om forsikringsselskabet dækker skaden, så betaler virksomheden også – enten i form af selvrisiko, højere præmier, medarbejder-resurser til skadesbehandling eller driftsstop, siger Tom Christoffersen.
Han peger på, at de virksomheder som Codan Skadestop har arbejdet med omkring sikkerhed i virksomheden, har reduceret deres skader med 20-30 procent.
”Smart uden fart” lanceres i denne måned – læs mere på www.smartudenfart.dk