Kattegatbro kan tjene sig ind på bare 25 år
En fast forbindelse over Kattegat kan med brugerbetaling afdrage sin gæld på bare 25 år.
En Kattegatbro vil således være mindst lige så rentabel som broerne over Storebælt og Øresund. Det fremgår af en finansiel analyse, som revisionsselskabet KPMG har lavet for Kattegatkomitéen.
Analysen tager udgangspunkt i en realistisk finansieringsmodel kendt fra både broerne over Storebælt og Øresund, en statsgarantimodel, hvor gælden afdrages ved brugerbetaling fra personbiler, busser og lastbiler samt fra et fast årligt beløb for jernbanen. Taksten for en personbil er i analysen sat efter den pris, som Mols-Linien i dag opkræver for den billigste billet, dvs. 495 kr. pr. tur.
I analysen antages det, at forbindelsen opføres som beskrevet i Transportministeriets rapport ”Screening af en fast forbindelse over Kattegat”, hvilket vil sige to broer med en samlet længde på 39,4 km, som består af en firesporet motorvej samt en tosporet jernbane. Det er desuden en forudsætning, at Kattegatforbindelsen opføres og drives af et 100 procent statsejet aktieselskab som Sund og Bælt, der i forvejen står bag broerne over Storebælt og Øresund.
Analysen viser på baggrund af de anvendte forudsætninger, at en Kattegatforbindelse, der åbner i 2025, er i stand til at afvikle sine gældsforpligtelser i løbet af 25 år og derfor fremstår som helt rentabel driftsøkonomisk set.
- Jeg er overbevist om, at vi med denne finansielle analyse står over for et klart gennembrud, når det handler om at opnå fuld politisk opbakning til visionen om en Kattegatforbindelse. Tallene dokumenterer klart realismen i en fast forbindelse over Kattegat, hvis den opføres på samme vilkår som de øvrige store broer i Danmark. Dertil skal lægges det faktum, at en fast forbindelse over Kattegat vil være en samfundsøkonomisk god investering, skabe yderligere dynamik og vækst i hele Danmark samt reducere CO2 udslippet, siger formanden for Kattegatkomitéen, tidligere trafikminister Jens Kampmann i en pressemeddelelse.