DTL: Nydanskere bag rattet
Der sidder en nydansk chauffør bag rattet i hver 10. lastbil fra vognmandsfirmaet Viggo Petersens eftf. A/S.
Viggo Petersens eftf. A/S har en lang tradition for at udvise socialt ansvar, der går helt tilbage til da virksomheden blev grundlagt for tre generationer siden.
- Hos os er det først og fremmest kvalifikationer og ikke etnisk baggrund, der tæller ved ansættelsen. Vi er glade for at kunne vise, at vi har plads til mange typer mennesker her i virksomheden, siger Kristian Skov Petersen, medlem af DTLs bestyrelse og ejer af Viggo Petersens eftf., der ud over medarbejdere med anden etnisk baggrund også har ansatte på flextid.
Viggo Petersens eftf. A/S er med i Integrationsministeriets og Foreningen Nydanskers nye folder ”Mangfoldighedspolitik i praksis”. Her fortæller han sammen med 14 andre virksomheder om sine erfaringer med at give plads til mange forskellige medarbejdere i virksomheden.
For Kristian Skov Petersen handler det om at være pragmatisk og løsningsorienteret i forhold til sin tilgang til medarbejderne.
- Vi synes ikke selv, vi gør noget særligt. Vi stiller nogle krav og har nogle forventninger, og her er det lige meget, om man hedder Allan eller Aladdin. Vi håndterer vanskelige sager, efterhånden som de opstår i stedet for at tage problemerne op på forhånd, forklarer Kristian Skov Petersen.
Tag plads i førerhusetHos DTL er der stor opbakning og ros til transportvirksomheder, der gør en indsats for at få flere nydanskere ind i chaufførerhvervet.
DTL leder over en periode på to et halvt år projektet "Tag plads i førerhuset". Formålet er at skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til branchen gennem ansættelse af nydanske chauffører. Projektet drives i samarbejde med Foreningen Nydansker, Jobcentrene i Vestegnssamarbejdet og TUC og er blevet til med støtte fra Integrationsministeriet.
- Viggo Petersens eftf. er et godt forbillede for andre transportvirksomheder, der har lyst til at skabe en større mangfoldighed på arbejdspladsen. Virksomheden viser nemlig, at mangfoldighed mere handler om at have den rette indstilling end at udvikle store forkromede virksomhedsstrategier” siger Trine Lundgaard Nielsen, der er projektleder på ”Tag plads i førerhuset”.