Vejdirektoratet lader virksomheder betale
Mogens Therkelsen kritiserer vejearbejde på motorvej.
I de sidste mange dage har utrolig mange erhvervsbilister og bilister i al almindelighed været udsat for meget lange kødannelse på den sønderjyske motorvej E45 grundet ny asfaltering.
- Det er klart vejene skal vedligeholdes. Det er helt uhørt, at man fra Vejdirektoratet fremkommer med argumenter, at man på den sydlige del af den sønderjyske motorvej godt kan tillade sig at lave mange kilometer køer med store forsinkelser og omkostninger for erhvervslivet, hvorimod i trekantsområdet, da kan man finde midler til at arbejde om natten. Det er en direkte grov forskelsbehandling overfor lokale erhvervsdrivende og mobilitet, hvilket overhovedet ikke kan accepteres, siger Mogens Therkelsen, direktør i H.P. Therkelsen A/S og formand for International Transport Danmark.
- Det må da være oplagt i disse tider, hvor hele samfundet Danmark skal være omkostningsbevidst, sådan at forstå, at erhvervslivet, der er krumtappen i ethvert samfund, skal have de mindste omkostninger og gener i deres virke. Det er ikke det Vejdirektoratet bidrager til med den politik, der føres om at arbejde i dagtimer visse steder og i nattetimer andre steder, mener Therkelsen.
- For mig er det helt klart, at al asfaltering, reparation bør udføres til mindst gene for den daglige trafik, og så må man spørge sig, om man har de rigtige forhold til at løse disse opgaver, siger Mogens Therkelsen, der mener, at der ved udlicitering bør stilles klare krav til hvilke tider af døgnet der skal arbejdes på.
- Som Vejdirektoratet opererer i denne del af Danmark er det kun at skubbe omkostningerne over på erhvervslivet, og dermed ikke fremvise de reelle reparations- og vedligeholdelsesomkostninger, som skal betales ensartet uanset i Danmark, da det er statslig opgave, siger formanden for ITD International Transport Danmark Mogens Therkelsen.