Bedre rastepladser på vej
Der er blevet sat navne på de steder, hvor der skal udbygges rastepladser i Danmark.
Der er afsat 70 millioner kroner til projekterne, skriver Dansk Transport & Logistik, der glæder sig over at kapaciteten udvides, da der er stor mangel på parkeringspladser til lastbiler.
Men den mest overfyldte rasteplads af dem alle, Skærup ved Vejle, skal efter de nuværende planer ikke udbygges og det undrer DTL:
- Vi vil først og fremmest gerne kvittere for, at politikerne tager problemet med manglende kapacitet på rastepladser alvorligt og nu har fået sat konkrete udvidelses-projekter i gang. Når det er sagt, må vi sige, at vi er dybt forundrede over, at der ikke er udvidelsesplaner for en af de mest nødlidende rastepladser – rastepladsen Skærup. Særligt nu, hvor der i forvejen er udvidelsesplaner for motorvejen, hvor Skærup er beliggende, siger chefjurist John Roy Vesterholm, DTL, der peger på, at Vejdirektoratets undersøgelse for et år siden viste, at rastepladsen ved Skærup havde en overbelægning på 400 pct.
PlanernePå Sjælland kommer der en ny og bemandet rasteplads på motorvej E20 ved Kongsted mellem Køge Bugt og Ringsted. Den kommer til at hedde Kongsted nord og skal placeres i det vestgående spor på E20 umiddelbart over for den nuværende rasteplads Kongsted syd. Det nye rastepladsanlæg vil omfatte infoteria, tankanlæg og parkeringsanlæg med plads til 30-35 personbiler og 17-22 lastvogne. Rastepladsen forventes bygget i 2013.
I Jylland udvides kapaciteten for lastbiler på de jyske rastepladser ved motorvejen ved Blankhøj og Pedersminde, begge ved Århus samt ved Ejer Bavnehøj ved Skanderborg, Hylkedal Vest ved Kolding samt Ustrup Øst og Ustrup Vest ved Haderslev.
Udbygningen af Ustrup Øst vil blive en del af et pilotprojekt, som Vejdirektoratet sætter i gang omkring elektroniske parkeringsanlæg ITS, bl.a. på opfordring fra DTL.
- Den bliver moderne og mere sikker for chaufførerne og bygges efter tysk forbillede, nemlig den tyske rasteplads ved Montabaur, som er en af de mest avancerede rastepladser i Europa, siger John Roy Vesterholm.
Ombygningen på Ustrup Øst gennemføres i løbet af 2010. Udbygningen vil omfatte en udvidelse af lastvognsparkeringsarealerne, og rastepladsen vil blive udvidet med 18-23 lastvognspladser.