Bump på vejen
Transporten tegner lysere billede af verdenshandlen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser en stigning i eksporten af transportydelser på 2,8 mia. kroner fra 4. kvartal 2009 til 1. kvartal 2010. I samme tidsrum faldt den samlede tjenestehandel med 2,4 mia. kroner.
- I løbet af den økonomiske krise har tjenesteeksporten været hårdt ramt af den stærkt reducerede verdenshandel, da hovedparten af tjenesteeksporten udgøres af transport. Den moderate vending er imidlertid et udtryk for, at aktiviteterne på de internationale markeder øges, og vi forventer på den baggrund positive vækstrater i tjenesteeksporten i de kommende kvartaler, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til tallene.
- Der vil dog gå nogle år, før tjenesteeksporten igen når de vækstrater, vi så før krisen. Verdenshandlen er godt nok i bedring – især i Asien. Og den seneste udvikling tyder da også på, at det sker lidt hurtigere end ventet. Men opsvinget er stadig skrøbeligt i OECD-landene, og der er fortsat risiko for bump på vejen som kan bremse udviklingen.