Ingen trafikulykker med modulvogntog
Positiv midtvejsrapport om modulvogntogsforsøg fra Vejdirektoratet.
Der er ikke registreret en eneste trafikulykke med de 25,25 meter lange og op til 60 tons tunge modulvogntog i det halvandet år det danske forsøg har kørt indtil nu. Det skriver Fagpressebureauet.
En del af forklaringen er, at der stadig er forholdsvis få modulvogntog i trafikken. Ved årsskiftet var der registret 316 modulvogntogsenheder.
Men frygten for at modulvogntogene udgør en særlig trafiksikkerhedsmæssig risiko ser med rapporten – der udarbejdet af Grontmij/Carl Bro for Vejdirektoratet – ud til at være helt grundløs.
Rapportens forfattere tager dog forbehold for konklussionerne, netop på grund af det lille antal modulvogntog og nedgangen i godstransporten som følge af finanskrisen.
Nyheden vækker glæde i Dansk Transport & Logistik.
- Det er vigtigt, at der er tillid til modulvogntog, for det var en ændring på de danske motorveje, da de første af slagsen begyndte at køre i november 2008. Og der var også hos nogen en betydelig skepsis om deres trafiksikkerhed. Men nu ser vi så af den foreløbige midtvejsrapport, at man indtil nu ikke kan sige, at de udgør en større risiko på vejene end andre køretøjer. Det er vi ikke overraskede over i DTL. For vores holdning er, at de er lige så sikre som andre lastbiler, og at det alt andet lige må give en bedre trafiksikkerhed med modulvogntog, da de er så store, at to af dem kan gøre det ud for tre store lastbiler. Det betyder, at der således vil være færre lastbiler på vejene samlet set, og jo færre enheder på vejene, des bedre trafiksikkerhed, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard i en kommentar.
Over StorebæltRapporten fra Vejdirektoratet anslår, at modulvogntog i 2009 fragtede omkring 0,8 procent af den nationale godsmængde og stod for 0,9 procent af trafikarbejdet i Danmark.
Det er især på længere øst/vest-transporter på tværs af landsdele, at transportvirksomhederne benytter sig af modulvogntog. Deres andel af den samlede lastvognstrafik over Storebæltsbroen er således steget fra 1,3 procent i januar 2009 til 2,4 procent i december 2009.
De 316 modulvogntogsenheder, der var registret ved årsskiftet, fordeler sig på 207 linktrailere, 105 dolly’er og fire sættevogne. Dertil kommer et ukendt antal lange påhængsvogne.
Flere uheldSelv om midtvejsevalueringen af det danske modulvogntogsforsøg fastslår, at modulvogntog ikke har været involveret i trafikulykker, så har man noteret en besynderlig stigning i antallet af trafikuheld med personbiler på vejanlæg, der er udbygget til modulvogntogene. Det drejer sig om 10 ud af i alt 150 vejanlæg, der er tilpasset til passage med modulvogntog, hvor man har noteret en stigning i antallet af personbilsuheld.