Nye kraner bliver mere sikre
DTL: Nyt maskindirektiv fører til markante forbedringer af sikkerheden på kraner til gavn for chauffører og vognmænd.
Det skal være langt sværere for chauffører, at begå alvorlige fejl, når de anvender lastbilens kran. Det fremgår af et nyt maskindirektiv, der pålægger kranopbyggere og -producenter at levere alle nye kraner fra 2010 med et sikkerhedssystem, der sikrer kranens stabilitet.
Maskindirektivet trådte i kraft den 31. december 2009. Til direktivet knytter sig en vejledning, som præciserer reglerne for opbygningen af kraner. Vejledningen er ikke endeligt vedtaget, men den forventes at være klar til efteråret.
- De nye sikkerhedssystemer, som er indført med det nye maskindirektiv, er en klar forbedring af sikkerheden. Systemerne hjælper nemlig ikke kun chaufføren med at bruge kranen korrekt, de forhindrer faktisk også fejlbetjening. Det sker fx, at man pga. arbejdsopgavens karakter kun har mulighed for at slå kranens støtteben helt ud i den ene side. I de situationen vil kranens sikkerhedssystemer stoppe kranen, hvis den arbejder med for stor vægt til den side, hvor støttebenet ikke kan slås helt ud, siger fuldmægtig i DTL og sekretær for Kran-Blok Erfa Hans Skat.
På et DTL-seminar den 29. maj 2010 for medlemmerne af Kran-Blok Erfa fremlagde to repræsentanter fra henholdsvis SAWO og Højbjerg Maskinfabrik direktivets betydning for vognmænd og chauffører.
De lagde blandt andet vægt på, at alle kraner, der har typeskiltet 2010, skal leveres i overensstemmelse med det nye maskindirektiv. Det nyindførte sikkerhedssystem stopper kranen, hvis der er fare for, at kranen vil vælte. Sikkerhedssystemet sikrer også køretøjets stabilitet under kørsel med kranen. Det er kranopbyggeren og -producenten, der har ansvaret for, at kranen lever op til de nye sikkerhedsforskrifter. Sikkerhedssystemet betyder bl.a., at manuelt udtrækkelige støttebensbomme skal være låst under kørsel, man skal sikre sig, at kranarmen ikke overskrider en fastsat højde under kørsel, og der skal være både lysalarm og lydalarm i førerhuset, hvis køretøjet sættes i gang, uden at kranen er sikret til kørsel.