EU ved besked
Transportminister Hans Christian Schmidt ryster ikke på hånden: Kommissionen er oplyst om de 25,25 meter lange lastbiler som passerer Øresundsbron.
Det oplyser ministeren i et svar til Trafikudvalget på baggrund af den tvivl, der er opstået om EU-Kommissionens syn på modulvogntog, der kører til og fra Sverige over Øresundsbron, og det ministersvar glæder DTL, der arbejder ihærdigt på at få modulvogntog tilladt i hele EU for at opnå bedre effektivitet, miljø og trafiksikkerhed for vejgodstransporter.
- Ministeren har over for udvalget dokumenteret, at Kommissionen er blevet orienteret om – og har reageret positivt på – de danske forsøg, der begyndte i 2006. Det glæder DTL at se, at ministeriet har dokumentationen fuldstændig i orden, så der ikke kan skabes tvivl om de vigtige forsøg, der gerne skal være startskuddet til at udbrede modulvogntog til hele EU, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Han vurderer således også, at det ikke bare er over de danske grænser, at der kan passere modulvogntog.
- Man må kunne slutte, at når det er tilladt at køre modulvogntog over Øresundsbron, så er det naturligvis også tilladt mellem andre EU-lande. Derfor ser vi ministerens svar til Trafikudvalget som en dokumentation for, at det ikke er traktatstridigt, og at der derfor heller ikke vil være nogen hindring for mange andre forsøg over landegrænser i EU, hvis blot Kommissionen holdes orienteret om forsøgene og deres resultater, siger Erik Østergaard.
Som udgangspunkt er det EU-stridigt, at krydse grænsen med modulvogntog, men rent praktisk er det noget vrøvl, når to lande, der grænser op mod hinanden begge tillader modulvogntog.
EU-Kommissionen har på det seneste haft kig på det danske modulvogntog, der kører for Alex Andersen gennem Slesvig-Holsten. Men i den tyske delstat har køretøjet en tilladelse som specialkøretøj.
Den tyske regering skal dog forklare sig overfor EU-Kommissionen.