Løsning på vej i Køge
Køge Kommune agter at ændre kurs og vil sløjfe forbudszonen for lastbiler over 18 tons i bymidten.
Det betyder, at der bliver adgang for alle typer lastbiler, der har ærinde i bymidten, og det nuværende bøvlede system med at søge tilladelse afskaffes. Til gengæld vil kommunen fastholde, at den ikke vil tillade gennemkørende trafik med lastbiler.
Det tilkendegav formanden for Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Erling Larsen (S), på et møde mandag den 31. maj 2010 mellem Køge Kommune og repræsentanter fra handel, service, landbrug og transport.
- Det er meget forståeligt, at kommunen og borgerne i Køge gerne vil være fri for gennemkørende lastbiltrafik, og det glæder derfor DTL, at kommunen nu har valgt at fokusere på netop den gennemkørende trafik og i samme åndedrag vil droppe det generelle forbud i en hel bydel mod alle lastbiler over 18 tons, siger DTLs cheføkonom Ove Holm.
På mødet blev det aftalt, at kommunen med en bedre skiltning vil guide lastbilchaufførerne uden om bymidten, og at der sendes information til gps-leverandører, så lastbilerne ikke lokkes gennem bymidten. Fra organisationernes side var der håndslag på, at deres medlemsvirksomheder informeres om, at det ikke vil være tilladt at køre i gennem bymidten uden at have et ærinde der.
DTL og Køge og Omegns Vognmandsforening gentog ønsket om, at kommunen tillader trafikken med fx grus og foder mellem den sydlige del af Køge Havn at køre direkte mod syd. Denne trafik kommer i modsat fald til at køre en stor omvej på ca. 15 km (på en tur-retur). De mange ekstra kilometers kørsel og den ekstra udledning af CO2 gjorde desværre ikke indtryk på kommunen. Kommunen forsikrede dog, at den længe lovede optimering af lysreguleringerne på turen rundt om byen snart vil være gennemført, så trafikken kommer til at glide bedre.
- Ligesom i København lykkedes det i Køge at finde forståelse og lydhørhed for, at en forbudszone mod lastbiler ikke dur. Vi vil dog af principielle grunde fastholde vores klage til Rigspolitiet fra december sidste år. Dels for at undgå at en tredje kommune skal kaste sig ud i en sådan forbudszone, dels for at tjekke om lovgivningen, herunder klageadgangen hos Rigspolitiet virker, siger Ove Holm.
DI tilfredsOgså DI Transport er tilfreds med, at Køge Kommune vil erstatte den nuværende forbudszone med en zone for ærindekørsel.
- Vi er meget tilfredse med, at politikkerne i Køge har lyttet til vores argumenter. Vi ved, at restriktionerne øger lastbilstransporten og dermed miljøpåvirkningen unødvendigt. Derfor har været vigtigt for os at få fjerne vægtgrænsen, der forhindre transportvirksomheder i at levere varer i Køge bymidte på den mest effektive måde, siger erhvervspolitisk konsulent Rune Noack fra DI Transport.
- Problemet har været, at Køge har ramt helt ved siden af målet med den nuværende zone med en 18 tons vægtgrænse, hvor man har ramt den helt nødvendige transport med varer til og fra bymidten i stedet for den gennemkørende trafik.” siger Rune Noack.
Køge Kommune træffer den formelle beslutning om ændringerne i teknisk udvalg i slutningen af juni.