Ny formand for Danske Havnevirksomheder
Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping A/S, blev valgt som ny formand og direktør Asbjørn Karlsson, Samtank A/S, som ny næstformand.
På Danske Havnevirksomheders generalforsamling blev håndtering af støj fra skibe i havne og regeringens friske havneredegørelse fremhævet. Havneredegørelsen har gennem året været en mærkesag for Danske Havnevirksomheder og dens medlemmer, som oplever uretmæssigt at blive opsagt fra deres lejekontrakter på havnene, fordi havne og kommuner ønsker at benytte havnearealer til andre formål.
Af formandens beretning fremgik det, at Danske Havnevirksomheder har behov for, at regeringen med syvtommer søm slår fast, at havne udgør vitale knudepunkter på den nationale infrastruktur, og at sunde erhvervsarealer på havne ikke skal bruges til andre formål end havnerelateret erhverv.
- I det kommende år vil kampen mod, at virksomheder uretmæssigt bliver opsagt og sunde erhvervsarealer nedlagt fortsat have allerhøjeste prioritet, udtaler den nyvalgt formand, Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping A/S.
- Det gælder ikke mindst i forhold til servicetjekket af Havneloven, som transportminister Hans Chr. Schmidt har annonceret. Danske Havnevirksomheder ønsker, at der stilles krav om godkendelse på ministerniveau, når havne og kommuner planlægger at indskrænke havnearealer svarende til, hvad der i dag gælder for udvidelse af havne, siger formand Klaus G. Andersen.
- Det er endvidere en mærkesag, at kommunale havne og kommunalt ejede aktieselskabshavne ikke får udvidet adgang til at tilbyde operatøropgaver og andre skibsrelaterede serviceydelser. Havne er infrastrukturforvaltere, mens det er private virksomheder, der skal varetage operatørvirksomheden på havnene. Kun virksomheder, der opererer på lige markedsvilkår, kan sikre, at vi fremadrettet har effektive og konkurrencedygtige havne i Danmark, mener Klaus G. Andersen.
Ny bestyrelseAdm. direktør Niels Vallø, Cargo Service A/S, og adm. direktør Ulf Stephenson, C. R. Holship A/S blev valg som nye medlemmer af bestyrelsen. Direktør Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping A/S, direktør Asbjørn Karlsson, Samtank A/S og direktør Hans P. Pedersen, Jørgen Schultz Shipping A/S modtog genvalg til bestyrelsen.
Klaus G. Andersen, Fredericia Shipping A/S, blev valgt som ny formand og direktør Asbjørn Karlsson, Samtank A/S, som ny næstformand.