Vognmænd bringer foråret til Løkken
Solskin: Når badehusene køres ud på stranden ved Løkken, er foråret kommet.
Af Finn Bjerremand
Uanset om vejret er godt eller skidt, så er foråret på vej. Det kan tydelig ses i den nordjyske badeby Løkken, hvor badehusene forleden blev kørt ud på stranden.
I alt ca. 480 badehuse køres på deres plads på stranden af lokale vognmænd med kranvogne - med Jens Christensen fra Løkken Vognmandsforretning som primusmotor.
Han står nemlig inde for, at husene kommer til at stå korrekt. De mange badehuse står nemlig ikke bare tilfældigt. Nej, der er nøje planer for hvordan de skal stå.
De karakteristiske badehuse køres hvert år ned på stranden i maj og skal returnere fra stranden inden den 1. oktober. Ud over de 480 badehuse, som bliver transporteret af vognmænd, kører adskillige private og landmænd også til Vesterhavs-stranden med badehuse.
fba@transporttidende.com