Martin vandt første runde
20-årige lastbilchauffør Martin Pedersen fra Hurup i Thy blev første regionale vinder i den danske del af Scania ”Young European Truck Driver 2010” chaufførkonkurrence.
Det skete ved en spændende dyst i weekenden hos aut. Scania-forhandler Im. Stiholt A/S på Trafikcenter Sæby Syd, hvor i alt 10 unge lastbilchauffører havde kvalificeret sig til konkurrencen i sikker og økonomisk kørsel med lastbil.
Den unge Martin Pedersen vandt foran den 30-årige chauffør Kenneth Mathiasen fra Fjerritslev og den 29-årige chauffør Kristian Korsholm fra Ringkøbing. De tre chauffører havde sammen med syv øvrige deltagere kvalificeret sig til Scanias chaufførkonkurrence via en teorirunde med spørgsmål om bl.a. færdselsregler, lastbilteknik, surringsteknik, køre/hviletids-bestemmelser m.m.
På Stiholts serviceanlæg i Sæby blev deltagerne desuden stillet over for endnu en teoriprøve samt manøvrekørsel på en udfordrende forhindringsbane i nye Scania R 400 sættevogntog samt økonomikørsel i normal trafik i en fuldt lastet Scania P 230 distributionslastbil. Martin Pedersen vandt i suveræn stil foran sine mere erfarne kolleger, for han var faktisk bedst i alle tre discipliner.
De to bedste i finalenSom nummer et og to har Martin Pedersen og Kenneth Mathiasen begge kvalificeret sig til den danske finale i Scania "Young European Truck Driver 2010". Kristian Korsholm er reserve i finalen, der afvikles på Ishøj Truck Show i Ishøj ved København i begyndelsen af september.
Her skal chaufførerne møde de bedste chauffører fra de øvrige fire regionale konkurrencer, der afvikles hos de danske Scania-forhandlere i løbet af juni. Vinderen af den danske finale går videre til den internationale finale, som afvikles til oktober på Scania-fabrikken i Sverige.
Young European Truck Driver 2010 arrangeres af den svenske lastbilproducent Scania og afvikles samtidig i knap 20 europæiske lande. Scania ønsker med konkurrencen at sætte fokus på chaufføren som den absolut vigtigste person, når det gælder sikker og miljørigtig kørsel med lastbil.
Vind en lastbilPå europæisk plan forventer Scania op imod 20.000 deltagere i konkurrencen, hvor førstepræmien til den europæiske vinder er en fabriksny Scania lastbil til en værdi af kr. 750.000.
Scania ”Young European Truck Driver” afvikles i samarbejde med EU-Kommissionen. I Danmark samarbejder Scania bl.a. med dækproducenten Michelin, vognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik (DTL), trailerproducenten Schmitz Cargobull, kameraproducenten Orlaco samt Scania Lastbilforsikring.
På billedet ses de tre dygtige unge lastbilchauffører efter Scanias "Young European Truck Driver 2010" chaufførkonkurrence i Sæby. Fra venstre er det vinderen Martin Pedersen fra Hurup foran Kenneth Mathiasen fra Fjerritslev og Kristian Korsholm fra Ringkøbing.