Minister kræver resultater på jernbanen
Transportminister Hans Chr. Schmidt fastslog i dag på jernbanekonference, at der er behov for bedre koordinering af persontransporten i den kollektive trafik.
Med dansk jernbanehistorie som kulisse indledte transportminister Hans Chr. Schmidt i dag på Jernbanemuseet i Odense Transportministeriets konference om dansk jernbanestrategi.
Som ventet ligger hovedfokus på persontransporten.
- Med regeringens investeringsplan for infrastrukturen har vi allerede sat kursen for en lang række opgraderinger af jernbanenettet. Vi er godt i gang, men der er også behov for at tænke frem til perioden efter 2020, sagde Hans Chr. Schmidt og nævnte, den nye jernbanelinie over Køge til Ringsted, den faste forbindelse over Femern Bælt, timeplanen samt at Danmark er det EU-land, der indfører den nye ERTMS-standard for signal- og sikkerhedssystemer på jernbane, som eksempler på den positive politiske prioritering af jernbanen.
Ministeren fastslog, at øget kapacitet ikke alene kan løse de trafikale udfordringer på jernbanen i fremtiden.
- Der er også behov for – og plads til – meget store effektivitetsforbedringer. Koordineringen af driften skal være langt bedre og det skal være meget enklere for passagerne at vælge den kollektive trafik. Det er vigtigt, at alle aktører holder sig dette mål for øje. Hvis man ikke kan finde ud af det selv, så vil vi politisk nok hjælpe med at skabe de nødvendige forudsætninger for at det kan lykkedes, sagde ministeren, der dog understregede, at det ikke burde opfattes som en trussel.
Konferencen skal bidrage til den strategiplan for jernbaneområdet, som transportministeren udsender til efteråret.
Grøn godstransportDB Schenker Rail Scaninavias adm. direktør, Stig Kyster-Hansen, gav i det sidste indlæg inden frokost, sit bud på godsbanetrafikkens muligheder.
- Det er ingen hemmelighed, at det er langt mere miljøvenligt at transportere også gods på jernbanen end det er at transportere godset på lastbiler. Netop miljøaspektet spiller en stadigt større rolle, når transportkøberne skal vælge transportform, sagde Stig Kyster-Hansen og nævnte DB Schenker Rails transport af øl fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia til Høje Taastrup, som et eksempel, hvor godstoget ikke kunne konkurrere på pris.
- Men når Carlsberg så indregnede miljøbelastningen i regnskabet, så var godstoget faktisk den billigste løsning, sagde Stig Kyster-Hansen.
Han fastslog, at selv om godsjernbanen er blevet mere konkurrencedygtig, så er der behov for øget politisk opmærksomhed.
- Vi står over for en kraftig trafikal tilvækst – ikke mindst på transittrafikken mellem Tyskland og Sverige. Når den faste forbindelse over Femern Bælt åbner, så kan vi afkorte transittiden med to timer, men det kan lastbilerne også. Derfor er det utroligt vigtigt, at man overvejer og drøfter, hvad den trafiktilvækst betyder og hvordan man ønsker, den skal håndteres. Der skal træffes nogle valg, om hvilke transportformer, man ønsker at prioritere, sagde Stig Kyster-Hansen.