Overgaard overtaget
Brdr. Overgaard Transport A/S overgår til Danske Fragtmænd Transport A/S.
Med virkning fra 1. juni i år har Danske Fragtmænd Transport A/S, et selskab under Danske Fragtmænd-koncernen, opkøbt fragtvirksomheden Brdr. Overgaard Transport A/S. Virksomheden er i forvejen en del af Danske Fragtmænd-netværket, og overtagelsen sker som et led i de planlagte ændringer i fragtmandssystemets terminal- og rutestruktur.
- I forbindelse med beslutningen, har vi selvfølgelig som ejer af Brdr. Overgaard Transport A/S gjort os nogle overvejelser om, hvordan vi bliver bedst rustet til fremtiden på et noget usikkert transportmarked. Vi indgår jo i forvejen i Danske Fragtmænds rutenet, og rent strukturmæssigt kommer vi til at ligge langt bedre under Danske Fragtmænd Transport A/S. Vi mener, at vi således er godt klædt på til fremtidige opgaver, siger Thomas Overgaard, der samtidig overtager den daglige ledelse i forbindelse med ejerskiftet.
Han lægger vægt på, at hverken strukturændringer eller opkøb får konsekvenser for den service, som man tilbyder kunderne:
- Vi er klar over, at noget af det, vores kunder sætter pris på hos os, er den gode kontakt med chaufførerne, der oftest kører til de samme virksomheder hver dag. Og vi er som virksomhed virkelig godt forankret i det lokale miljø. Det er et tilhørsforhold, som er gavnligt for både os og kunderne, og vores målsætning er at kunne give kunderne den samme gode service, som de er vant til. Med salget til Danske Fragtmænd Transport A/S kan jeg som direktør koncentrere mig om at bibeholde den gode kvalitet og imødekomme kundernes ønsker i fremtiden, siger Thomas Overgaard.
Beslutningen betyder også, at selskabet får styrket sit krankoncept, hvor selskabet skal løse en række transportopgaver i den aftale, der er indgået mellem Sanistål og Danske Fragtmænd.
Brdr. Overgaard Transport A/S havde i 2009 en omsætning på 15 mio. kr., opererede 12 lastbiler og fire kranbiler med i alt 20 ansatte.